Nationalparkrådet melder klar til arbejdet
Publiceret 03-04-2019
Nyhed
Ny formand for nationalparkrådet bliver Thomas Elletoft Køster fra Spisekammer Gribskov, og Ole Hjorth Caspersen fra Kulsviergården i Alsønderup bliver næstformand. Rådet valgte derudover at indstille Ole Lass Jensen fra Museum Nordsjælland og Mette Aaskov Knudsen fra Skovskolen til de to ubesatte pladser i nationalparkbestyrelsen.
Rådsformand Thomas Elletoft Køster (tv.) og næstformand Ole Hjorth Caspersen (th.)
Det er næsten et halvt år siden, at Nationalpark Kongernes Nordsjælland gik i gang med at lede efter kandidater til nationalparkrådet. 81 foreninger, organisationer og personer søgte om at få en plads i rådet, og 22 kom igennem nåleøjet. Nu kan rådet endelig melde klar til arbejdet, idet det har valgt Thomas Elletoft Køster fra Spisekammer Halsnæs og Ole Hjorth Caspersen fra Kulsviergården som henholdsvis formand og næstformand for rådet.
Rådet valgte derudover at indstille Ole Lass Jensen fra Museum Nordsjælland til en af de ledige pladser i bestyrelsen. Til den anden ledige plads valgte rådet at indstille Mette Aaskov Knudsen fra Skovskolen. Rådets indstillinger er allerede sendt afsted til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, så ministeren forhåbentlig kan nå at udpege de to nye bestyrelsesmedlemmer, inden der udskrives valg. Som andet valg til de to bestyrelsesposter valgte rådet at indstille Katrine Hofman Bang fra Pibergården og den nyvalgte næstformand Ole Hjorth Caspersen.
Det skal rådet lave
Rådet skal rådgive bestyrelsen i både større og principielle sager. Derudover kan rådet også selv komme med forslag til bestyrelsen. En af rådets første opgaver bliver at være med til at udvikle projekter ud fra de ideer, som nationalparken lige nu er i gang med at indsamle. Det sker den 21. maj, hvor rådet og bestyrelsen mødes for første gang.