Vi fylder 1 år

Publiceret 14-05-2019
Nyhed

Kom og vær med, når nationalparken, kommunerne og Naturstyrelsen fra den 21. maj til den 4. juni fejrer nationalparkens 1-års fødselsdag med syv gratis arrangementer

Den 29. maj 2018 indviede Dronningen nationalparken. Det skete på engen foran Esrum Kloster på en smuk solskinsdag. I år fejrer nationalparken og kommunerne fødselsdagen sammen, og igen i år vil der være rig mulighed for at opdage nye favoritsteder eller genbesøge nogle af perlerne i nationalparker.

Vi inviterer alle til at være med til at fejre vores nationalpark. Sammen med kommunerne og Naturstyrelsen har vi planlagt syv fantastiske arrangementer, som viser nationalparken frem fra sin bedste side. Der er virkelig sket meget på vores første år. Vi har fået en bestyrelse, et råd og et sekretariat – og som en tidlig fødselsdagsgave har vi fået over 400 ideer til den plan for nationalparken, som vi er i gang med at lave, siger Carl Frederik Bruun, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. 

Konger, orkidéer og havørne

Oplev orkidéer og spor efter bæveren på Arrenæs eller spis pandekager og hør om herregårdslandskabet omkring Krogerup i Humlebæk. Tag på hestevognstur i Nejede Vesterskov – hvis du er heldig, ser du måske havørnen. Lyt til fuglene og historien om kongerne ved Esrum Sø eller smag på skovens skatkammer i Egebæksvang. Tag med på havevandring ved Marienlyst Slot, gå på kikkertsafari i Hellebæk Kohave eller prøv orienteringsløb ved Anes hus i Hellebæk og golf i Gilleleje Golfklub, som har skabt en masse natur på banen med redekasser og vandhuller.

De syv spændende arrangementer løber af staben fra den 21. maj til den 4. juni. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.

Kom og oplev naturen ved Gilleleje Golfklub tirsdag d. 21. maj kl. 15-18. Gilleleje Golfklub, Sophienlund Allé 13, 3250 Gilleleje

Kom med på guidet vandretur, find de næsten 100 opsatte redekasser, og prøv at spille golf. Kom desuden og hør, hvordan det er at være privat lodsejer i nationalparken. Der bliver serveret kaffe og kage.

Besøg Skovens Skatkammer lørdag d. 25. maj kl. 11-14. Mødested: Egebæksvang Skovbryn v. Flynderupgård Museet. Klik for at læse mere.

Skoven er en guldgrube af guf til bordet og haven og materialer til gårdens dyrehold. Kom selv og se, prøv og smag, når vi sammen laver suppe, går på kikkertsafari, samler foderforråd til museets husdyr og meget mere.

Naturcenteret Nyruphus, Flynderupgård Museet og Naturstyrelsen byder dig velkommen til kulturlandskabet med en skøn dag i det grønne, hvor du kan få fingrene i skovens skatkammer.

Haver, historier, safari, eventyr og orienteringsløb søndag d. 26. maj fra kl. 11-17. Flere mødesteder - klik for at læse mere.

Vi starter i haverne omkring Marienlyst slot hvor frivillige fra Marienlyst Slots Venner fortæller om de forskellige haver. Efterfølgende kan man opleve ”Historierne i historien” på den gamle geværfabrik i Hellebæk med udgangspunkt i Hammermøllen. Hellebæk Kohaves Venner inviterer på natursafari i det spændende landskab bag Hellebæk, og samtidig åbner Anes hus dørene for fortællingen om huset og dets istandsættelse. Ved Anes hus arrangerer Helsingør Ski- og Orienteringsklub et lille orienteringsløb. Ved Anes hus kan man også købe kaffe og kage, ligesom man kan få noget at spise og drikke på Cafe Hammermøllen.

Fugle og konger ved Esrum Sø mandag den 27. maj kl. 19-21. Mødested: Esrum Møllegård, Klostergade 12, 3230 Græsted

Vi starter på Esrum Møllegårds toppede brosten, går ned over engene til Esrum Sø og tilbage gennem Gribskov. En gåtur på ca. 3 kilometer i smukke omgivelser. Undervejs fortæller nationalparkens medarbejdere om områdets natur og kulturhistorie. Du vil høre om fuglene  – der er flere, end du tror –, skovens natur og spændende historier om kongemagt og skovbønder fra Gribskov. Ved søen vil der blive serveret en kop kaffe ved bål med udsigt.

Kom med på en vandretur på naturskønne Arrenæs onsdag den 29. maj kl. 19. Mødested: P-pladsen på hjørnet mellem Sonnerupvej og Ravnsbakkevej i Frederiksværk.

Turen går ud på Arrenæs og tilbage igen. Vi vil se overdrev, enge og bronzealderhøje, måske lidt bævergnav og et par orkideer? Turen er ca. 5 km lang og undervejs vil medarbejdere fra kommunen fortælle om Arrenæs-planen. Hvordan skal Arrenæs udvikle sig og ikke mindst, hvordan kan nationalparken støtte den udvikling? Vi slutter som altid af med en kop kommunekaffe og en Arrenæs-quiz.

Hestevognstur i Nejede Vesterskov lørdag den 1. juni kl. 15-17. Mødested: Kulsviergården, Pibemøllevej 7, Alsønderup.

Nyd en forårsdag i den lysegrønne skov og hør om Nejede Vesterskov, som er udpeget som urørt skov, samt om fuglelivet i og ved Alsønderup Enge. Måske får du set havørnen. Husk tøj der passer til vejret og til at sidde stille i en hestevogn. Hvis der er mange deltagere, må det forventes, at man selv skal gå et stykke af rundturen, som er ca. 4,5 km. 

En herregård i kongens jagtmarker tirsdag den 4. juni kl. 19-21. Mødested: Bålhytten ved Naturstyrelsen, Krogerupvej 21, 3050 Humlebæk

Kom med på en guidet tur i nationalparkens unikke herregårdslandskab. Hør mere om naturpleje i nationalparken; hvorfor gør vi det og hvordan? Vi slutter af med en quiz ”Hvor godt kender du din nationalpark?”, og der bliver serveret bålkaffe og pandekager.