Hjælp til den sjældne løgfrø

Publiceret 16-12-2020
Nyhed

Nationalparken har i samarbejde med en privat lodsejer skabt bedre forhold for den sjældne løgfrø, som på Sjælland kun findes i Nordsjælland.

Den sjældne løgfrø får tre nye steder at yngle hos Karen Tommerup i Lille Lyngby. Foto: Lars Rudfeld

Karen Tommerup, lodsejer i nationalparken i Lille Lyngby ved Arresø, har lagt jord til at få oprenset 2 vandhuller og omdannet en tilgroet mergelgrav til et nyt, rent vandhul. Det giver løgfrøen bedre muligheder for at yngle. Nationalparken har betalt for vandhullerne, og de nye levesteder for løgfrø er en del af den indsats for sårbare og sjældne arter, som fremgår af nationalparkplanen.

Vi er rigtig glade for, at private lodsejere som Karen Tommerup vil være med til at gennemføre nationalparkplanen. Løgfrøen har i området omkring Lille Lyngby en fast bestand, som nationalparken bidrager til at styrke, helt i tråd med vores ønske om bedre forhold for sjældne padder. Indsatsen i Lille Lyngby kommer ikke til at stå alene. Vi har planer om at udarbejde en forvaltningsplan for løgfrøen og arbejde for yderligere forbedringer af levesteder for arten i nationalparken”, fortæller Carl Bruun, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Læs mere i artiklen i Frederiksborg Amts Avis