Nat i nationalparken

Publiceret 23-04-2021
Nyhed

Nationalparken tilbyder fire helt særlige og gratis oplevelser, når der er Nat i Naturen fra d. 7.-9. maj.

Nattehimlen Foto: Tine Uffelmann//VisitNordsjælland
Nattehimlen Foto: Tine Uffelmann//VisitNordsjælland

Nationalparken har sammen med Grønnessegård Gods, Nordsjællands Naturskole, Need for Nature og KFUM-spejderne i Græsted arrangeret fire uforglemmelige, gratis oplevelser, hvor du kan opleve naturen i nationalparken, når mørket falder på. 

NATTERO

Prøv en anderledes naturoplevelse fredag, hvor I vandrer stille gennem skoven, mens mørket sænker sig, og nattens lyde og dufte tager over. Stilheden og mørket skærper sanserne og får roen til at sænke sig. Aftenen slutter rundt om bålet, hvor der serveres en let anretning med lokale råvarer.

Fredag 7. maj kl. 20:00 - 23:00
Mødested: Grønnessegård Gods, Amtsvejen 280, 3390 Hundested
Tilmelding og praktisk info

NATTERAVN

Giv børnene lov til at være længe oppe lørdag for at opleve naturens lyde og dufte, når dagen går på hæld og månen står op. Vi vandrer sammen ud efter sengetid og slutter rundt om bålet, hvor I selv får lov til at prøve at flå, tilberede og spise en fasan.

Lørdag 8. maj kl. 18:00 - 21:00
Mødested: Grønnessegård Gods, Amtsvejen 280, 3390 Hundested
Tilmelding og praktisk info

 

BÅLHYGGE OG KLATRING

KFUM-spejderne i Græsted inviterer til en hyggelig lørdag aften i majmørket. Lær at tænde det gode lejrbål, deltag i hyggen omkring bålet, og vær med til at klatre i træer i bålets og lygternes skær.

Lørdag 8. maj kl. 19:00 - 23:00
Mødested: Skovsmindeparken 7, 3230 Græsted
Tilmelding og praktisk info

SOLOPGANGSVANDRING

At opleve natten slippe sit greb, fuglestemmerne tiltage og dagen få overtag er intet mindre end magisk. Søndag morgen kan I komme med på en vandring gennem Tisvilde Hegn, hvor I sammen går gennem den stille skov til havet, hvor vi hilser en ny dag velkommen med lidt lokale lækkerier.

Søndag d. 9. maj. kl. 04:45 - 08:30
Mødested: Asserbo Slotsruin, Bisp Absalons vej 28, 3300 Frederiksværk
Tilmelding og praktisk info

Kom til Nat i Naturen 7.-9. maj 2021

Nat i Naturen er en del af den landsdækkende kampagne Vores Natur, som gennem hele 2020 og 2021 skal få danskerne ud i naturen. Nat i Naturen er støttet af Friluftsrådet med midler fra Aage V. Jensens Naturfond, 15. Juni Fonden og Nordea Fonden.