Sæt dit præg på det kommende besøgscenter

Publiceret 03-06-2021
Nyhed

Har du gode ideer til, hvad det kommende besøgscenter for nationalparken skal kunne? Så deltag i vores webinar d. 7. eller 8. juni.

Esrum Møllegård
Esrum Møllegård

Esrum Kloster & Møllegård og nationalparken inviterer borgere, foreninger, erhverv mv. til at deltage i et webinar, der bliver startskuddet til udviklingen af et nyt besøgscenter for nationalparken:

Vi vil meget gerne høre ideer til hvad besøgscenteret skal indeholde. Nationalparken bygger på lokal opbakning, så for os er det afgørende, at lokalbefolkningen er med til at forme og udvikle det nye besøgscenter, siger Carl Frederik Bruun, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Det er planen, at det nye besøgscenter skal placeres på Esrum Kloster & Møllegård, der allerede fungerer som et oplevelsessted med udstillinger og aktiviteter.

Esrum Kloster & Møllegaard ligger lige i hjertet af nationalparken. Derfor giver det god mening, at stedet bliver et omdrejningspunkt for formidlingen af både natur, kultur, landskab og de mange andre fantastiske fortællinger, der knytter sig til området, siger Jens Bjerregaard Christensen, bestyrelsesformand for Esrum Kloster & Møllegård.

Formidlingen skal binde nationalparken sammen

Det er intentionen, at det kommende besøgscenter skal formidle den store fortælling om nationalparken og samtidig binde de lokale kernefortællinger, formidlingssteder og naturspots i nationalparken sammen.

Nationalparken rummer en masse fantastiske steder og fortællinger. Vi har derfor et klart ønske om, at det centrale besøgscenter skal suppleres af lokale indgange, drevet i samarbejde med f.eks. kommuner og museer i Nordsjælland, udtaler Carl Frederik Bruun, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Praktisk information

For at flest muligt kan deltage, afholdes webinaret to gange: Mandag den 7. juni kl. 17.00 – 18.00 og tirsdag den 8. juni kl. 9.00 – 10.00. Alle interesserede kan tilmelde sig ved at sende en e-mail til Obfuscated Email med besked om hvilken dag, man vil deltage. Et par dage før vil man modtage et link til webinaret.