Bliv partner med Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Publiceret 25-05-2022
Nyhed

Vil du være partner med Nationalpark Kongernes Nordsjælland? Så har du muligheden for at ansøge nu.

Nationalparkpartnere

Nationalpark Kongernes Nordsjælland åbner nu for ansøgninger til at blive en del af nationalparkens partnerskabsprogram. Partnerskaberne er målrettet lokale foreninger, virksomheder og andre, der vil støtte op om nationalparkens arbejde med f.eks. at beskytte naturen og udvikle bæredygtige oplevelser.


Som partner er man en del af fællesskabet omkring nationalparken. Du skal derfor ikke spørge dig selv: Hvad får jeg ud af det her? Du skal spørge dig selv: Hvad kan vi skabe sammen? Svaret er, at vi sammen kan være med til at udvikle området i en grønnere retning – med vores fantastiske natur som om omdrejningspunkt. - Per Kølster, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

 

Konkret handler det om, at der bliver sat fokus på lokale, bæredygtige produkter og oplevelser, som udvikles på tværs af kommunegrænser og brancher. Hjørnestenene i partnerskabsprogrammet er netværk, faglige inspirationsmøder og kurser, der indgår som en obligatorisk del i det at være partner med nationalparken.


Bygger videre på gode erfaringer

Sidste år fik nationalparken sine første partnere - ca. 50 i alt. For dem er der bl.a. afholdt introduktionskursus og den årlige partnerdag, hvor der blev sat fokus på at udvikle gode fortællinger med nationalparken som omdrejningspunkt.

Vi var rigtig glade for at byde velkommen til vores partnere sidste år – og vil gerne have flere med. De gode erfaringer bygger vi videre på og vores ambition er, at vi vil have partnerne til at tage aktiv del i udviklingen af nationalparken. Derfor er det et gensidigt forpligtende fælleskab at blive en del af vores partnerskabsprogram. - Marianne Lund Ujvári, sekretariatschef i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

 

Send din ansøgning

Du kan på læse mere om de krav, der bliver stillet til partnerne og de muligheder partnerne får. For at ansøge, skal du blandt andet begrunde, hvorfor du søger, og hvad du tænker din virksomhed eller forening kan bidrage med.

Deadline for ansøgninger er den 19. august 2022. I efteråret vil alle nye partnere blive inviteret til et introduktionskursus. Det er gratis at være med i nationalparkens partnerskabsprogram.

Nationalparkens partnere får:

• Et introduktionskursus
• En velkomstpakke med materiale om nationalparken
• Lov til at bruge nationalparkens partnerlogoer til markedsføring
• Synlighed på nationalparkens hjemmeside
• Et årligt netværksmøde
• Muligheden for at bruge nationalparkens bookingplatform til at udbyde arrangementer


Til gengæld forventes det, at partnerne tager aktivt del i at udvikle kendskabet til nationalparken og skubbe udviklingen i en grønnere retning, hvor naturen, kulturen og nationalparkens andre værdier er omdrejningspunkt.

Kontakt

Marianne Lund Ujvári

Marianne Lund Ujvári

Sekretariatschef
Nationalpark Kongernes Nordsjælland