Gå på opdagelse i nationalparken med nye turfoldere ved hånden
Publiceret 04-03-2022
Nyhed
Nye turfoldere kan nu guide dig på udflugter rundt omkring i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Nationalparken rummer en række enestående naturperler og kulturhistoriske spor. Flere af dem kan man blive lidt klogere på i de tre nye turfoldere, der dækker henholdsvis den vestlige, midterste og østlige del af nationalparken. Turfolderne indeholder et fold-ud-kort, der giver en oversigt over de vandrestier, cykelruter, rideruter og mountainbikespor, der går på kryds og tværs gennem landskaberne i Nordsjælland. Du kan også finde nødvendige faciliteter som shelters, toiletter, udkigstårne, parkeringsmuligheder og togstationer.
”Naturen og landskabet her i Nationalpark Kongernes Nordsjælland rummer så mange muligheder for spændende oplevelser for både store og små. Vi håber, at I vil tage godt imod folderne og bruge dem, både under planlægning af turen eller ude i landskabet” Mette Aaskov Knudsen, projektleder for formidling, undervisning og friluftsliv.
Turfolderne fås både i en dansk og engelsk version og kan lige nu findes på bibliotekerne i Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Fredensborg og Helsingør kommune eller ved Esrum Kloster & Møllegård. Så kan du mærke, at foråret kalder på udflugter i det nordsjællandske landskab, så sving forbi og nup en turfolder eller tre med masser af god inspiration og enkle råd til, hvordan du passer bedst på naturen, når du færdes i den.
De tre turfoldere er også tilgængelige som pdf-version i vores bibliotek, hvor du også kan finde andre spændende foldere over området.