Kom med på historisk vandring i Fredensborg Slotshave
Publiceret 18-05-2022
Nyhed
Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Museum Nordsjælland inviterer den 24. maj på en historisk vandring i Fredensborg Slotshave med fokus på havens historiske betydning for de danske konger og dronninger.
Foto: Thomas Rahbek
I år kan Fredensborg Slot fejre 300-års jubilæum. I den anledning har nationalparken sammen med Mu-seum Nordsjælland arrangeret en historisk havevandring, der dykker ned i historien omkring Fredens-borg Slotshave. Undervejs vil der blive fortalt om, hvordan haven har udviklet sig og hvad den har været brugt til – både før og efter Fredensborg Slot blev opført.
Fredensborgs storhed og fald. Og storhed igen
Havevandringen vil formidle viden fra et forskningsprojekt, som nationalparken og Museum Nordsjælland har sat i gang, der har fokus på, hvordan de enevældige konger har brugt ”Kongernes Nordsjælland”. Projektet er ledet af museumsinspektør og Ph.d., Kristoffer Schmidt, fra Museum Nordsjælland.
”Turen på tirsdag bliver en mulighed for, at formidle noget af den viden vi har fået gennem forskningsprojektet. Det har bl.a. været interessant at se, hvordan både konger og dronninger har brugt Østrup og senere Fredensborg Slot som residens, og hvordan det har påvirket hele byen”, siger Kristoffer Schmidt, museumsinspektør på Museum Nordsjælland.
Fredensborg Slot blev opført af Frederik d. 4 og stod færdigt for 300 år siden i 1722. Herefter var slottet et yndet sommerresidens for de danske konger og dronninger. Omkring slottet blomstrede byen Fredensborg igennem årtier, indtil enkedronning Juliane Marie fraflyttede slottet i slutningen af 1700-tallet. Herefter stod Fredensborg næsten ubenyttet hen, og det påvirkede både slottet, haven og byen, der sygnede hen. Først i midten af 1800-tallet genoptog Christian d. 9. traditionen med at tage til Fredensborg om sommeren, hvorefter livet omkring slottet igen blomstrede.
Turen finder sted tirsdag d. 24 maj kl. 18 – 20 og starter ved nationalparkens nye inforum ”Under Kronen”, Jernbanegade 1, 3380 Fredensborg. Billetter kan købes på nationalparkens bookingportal. Prisen er 60 kr. + gebyr og inkluderer en sandwich og vand.