Se falke-tv direkte fra nationalparken

Publiceret 18-03-2022
Nyhed

Nationalpark Kongernes Nordsjælland sender direkte fra tårnfalkenes familieliv på Esrum Kloster.

Foto: Jørgen Dam

Esrum Kloster har i mange år haft et par tårnfalke boende i en kasse på klostrets gavl. Efter fravær hele vinteren, håber vi, at falkene vender tilbage i kassen igen i år. Nationalparken har sat et kamera op, så du med livestream kan følge med direkte i falkenes liv i redekassen henover ynglesæsonen.

Indtil videre har kassen jævnligt fået besøg af alikkepar, der har udset sig godt redemateriale og snupper lidt derfra i ny og næ. Men d. 16. marts blev den første tårnfalk set på kassen, som måske har planer om at flytte ind inden længe. Det håber vi selvfølgelig, at den har lyst til.

 

Liv og levned

Tårnfalkens navn er ikke tilfædigt. Det kommer nemlig af, at de ynder at have reder i eller på høje bygninger, f.eks. kirketårne. Mange tårne er nu lukket for fugle, men falkene tager rundt om i landet godt imod tilbuddet om genhusning i en tårnfalkekasse.

De fine, vævre falke matcher med deres rødbrune fjerdragt perfekt klostrets munkesten. Der er forskel på han og hun. Hannen er klarest i farverne og har grå hætte og hale mens hunnen er mere diskret og stribet.

Tårnfalkehunnen lægger æg i april-maj, og derefter går der yderligere nogle uger, inden ungerne kommer til. Når det sker, stiger aktiviteten omkring falkekassen. Forældrefuglene skal skaffe mad – overvejende mus – til de evigt sultne unger.

 

Vi håber, at du vil se med – og at falken flytter ind, så vi kan følge med i dens familieliv fra sidelinjen. Du kan også komme til Esrum Kloster & Møllegård for at se falkene flyve til og fra redekassen og kombinere det med et besøg på klostret og kaffe/kage i cafeen.

Lars Rudfeld

Projektleder
Natur, geologi og landskab