Fra bunker til flagermusbo

Publiceret 31-03-2023
Nyhed

Naturstyrelsen og Nationalpark Kongernes Nordsjælland har indrettet en af de gamle bunkere i Gribskov til en attraktion for både dyr og mennesker.

Udstilling i flagermusbunker i Gribskov

Mens skumringen lagde sig d. 29. marts, blev et nyt flagermushjem indviet i Gribskov. Naturstyrelsen Nordsjælland har med finansiering fra Nationalpark Kongernes Nordsjælland indrettet en af ​​de gamle koldkrigsbunkere i Gribskov til et overvintringssted for nogle af de arter af flagermus, der foretrækker kølige fugtige rum, og som forhåbentlig kan finde sig godt til rette i bunkers.

Mange af de ca. 140 bunkere i Gribskov, der stammer fra Den Kolde Krig, er i dag jævnet med jorden. Der er dog stadigvæk en række bunkere tilbage. Én af dem er nu blevet indrettet med to ret så forskellige rum. Det ene rum mørklagt med ru brædder beklædt på væggene til overvintrende flagermus og det andet rum til nysgerrige skovgæster, der kunne tænke sig at blive klogere på flagermusenes fascinerende verden. Døren til det nye udstillingsrum i bunkeren er åben døgnet rundt og ligger tæt på Esrum sø mellem Kongens Bøge og Gillelejevej.

Indvielse af flagermusbunker

Indvielse af flagermusbunker

Vidste du det om flagermus?

  • Alle flagermusarter er fredet og omfattet af det såkaldte bilag 4 i habitatsdirektivet, der kræver streng beskyttelse.
  • Der findes omkring 1400 arter af flagermus i verden, og i Danmark findes der 17 arter af flagermus.
  • I årets koldeste måneder er der ikke byttedyr nok, så flagermusene går i dvale.
  • Når flagermus går i dvale daler deres hjertefrekvens fra 400 til 25 slag pr. minut.
  • Brunflagermusen er den største flagermus i Danmark med et vingefang på omkring 36 cm.
  • Det er ikke unormalt at flagermus bliver op til 5-10 år, og nogle er endda blevet 30-40 år.

Find vej til bunkeren

Kort til flagermusbunker