Fugle i farver i nationalparken

Troperne vrimler med farvestrålende fugle, men man behøver slet ikke rejse så langt for at få flyvende farveglimt at se. I Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan vi også være med på farvepaletten. Her er et lille udpluk af farverige fugle, som kan ses derude hele året.

Isfuglen kan slet ikke lide is

Isfuglen er en af nationalparkens juveler og af udseende den mest eksotiske. Trods navnet kan den slet ikke lide is. Isdække på søer og åer lukker nemlig madkassen i, da isfuglen lever af småfisk og vandinsekter. Mange isfugle klarer slet ikke længere perioder med frost.

Hvorfor hedder fuglen så isfugl? Navnet kommer formentlig fra det tyske navn Eisvogel, afledt af Eisen (jern/metal), som en henvisning til den metalskinnende fjerdragt. Både øst og vest for os (i Sverige og England) hedder fuglen kongefisker. Det ville jo være et passende navn også her i nationalparken.

Selv med den strålende farvedragt ses isfuglen sjældent. Den er ret sky, men med lidt held kan den ses som et blåt lyn i stor fart lavt over åen eller langs søbredden. Arten er en fåtallig ynglefugl i nationalparken.

Foto: Ole Steen Bornak

Blåmejsen med sin blå og gule fjerdragt

Her i vintermånederne er mange af de blåmejser du ser på besøg fra Skandinavien. Trods dens størrelse er den lille blåmejse en stridbar fugl. Den jager nemt større fugle væk fra egnede redehuller, hvori den lægger en hel del æg. Der kan nemt være 8-10 unger pr. kuld, men der går også mange til i løbet af vinteren. Så gælder det jo om at få mange unger, hvis man skal sikre sine gener for eftertiden.

Den fine lille blå og gule flyver er udbredt i hele landet, og med flere gamle og hule træer i nationalparken, får blåmejsen endnu bedre levevilkår her

Foto: Jørgen Bjerring

Stillits - fugleverdenens palet 

Mange har sikkert nyt godt af farveglimtene på foderbrættet hen over vinteren, og har fuglen på billedet lagt vejen forbi, har du haft besøg af en den noget så fine stillits, der er udbredt i nationalparken.

Man kan vist roligt kan kalde stillitsen for fugleverdenens palet. Der går endda en fortælling om, at da Gud var færdig med at male de andre fugle, tørrede han penslerne af i den tidligere uanselige stillits.

Stillitsen er meget livlig og ses ofte på åbne arealer nær levende hegn. Den holder meget af frø fra tidsler, og når den er optaget af at spise, kan man som fotografen her komme ganske tæt på.

Foto: Jørgen Bjerring

Grønsiskenen elsker ellekogler

Den vævre grønsisken er en lille finke, som oftest ses i vinterhalvåret og de tidlige forårsmåneder. Hvis man går gennem en ellesump, kan man blive opmærksom på et kor af summende og pibende lyde fra et elletræ. Det kan være grønsiskener, der æder løs af frøene i de små kogler. De hænger på akrobatisk vis i de yderste grene for at nå koglerne, ofte med hovedet nedad.

Hannen kan i fint sollys ligne fætteren fra De Kanariske Øer: kanariefuglen. Sangen er dog ikke nær så melodisk og højtklingende, men består mest af summende og snerrende toner.

Den er en fåtallig ynglefugl - ofte i nåleskov.

Foto: Ole Steen Bornak

Spætmejsen som smart murermester

Spætmejsen er et livligt og højlydt indslag i danske skove og parker. Den nærmest spæner rundt i træerne og kan som den eneste danske fugl kravle op og ned ad træstammerne med hovedet forrest. Spætmejsen har en høj, trillende sang og kommunikerer ivrigt med sine artsfæller.

Selvom navnet kunne tyde på det, kan spætmejsen ikke selv lave huller i træerne, men bruger i stedet gamle spættehuller eller huller, hvor grene er faldet af til at have sin rede. Der er stor konkurrence om den slags redehuller, men spætmejsen er smart. For at undgå at større arter som f.eks. stæren snupper redepladsen, murer den indgangshullet til med ler, så det passer i spætmejse-størrelse. Mindre konkurrenter som musvit, blåmejse og skovspurv skal den nok aktivt lade vide at de bør holde fra døren. De nordsjællandske spætmejser er helt hvide på bugen, mens de f.eks. i Jylland er gulbrune.