Nationalpark Kongernes Nordsjælland har afholdt en af de mest imponerende bioblitzer i Danmarkshistorien

Publiceret 29-06-2023
Nyhed

I pinsen deltog 40 eksperter i en jagt efter planter og dyr i et af Danmarks mest artsrige områder, nemlig Melby Overdrev, Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage. Der blev fundet alt fra dådyr over markfirben til myreløver, bredpander og andre sjældne insekter.

Børnebioblitz ved Tisvilde Hegn

Der blev fundet hele 1284 forskellige arter, da 40 eksperter gik udførte en 24-timer lang bioblitz i Tisvilde Hegn, Melby Overdrev og Asserbo Plantage. Det var en vild og spændende oplevelse for alle involverede. Eksperterne arbejdede hårdt dag og nat for at registrere så mange arter som muligt på de to dage, og der blev gjort fantastiske opdagelser.

Bioblitzen er en del af nationalparkens indsats for at lære naturværdierne bedre at kende. Ved at registrere og kortlægge de forskellige arter kan man bedre forstå og beskytte det unikke økosystem i Tisvilde Hegn, Melby Overdrev og Asserbo Plantage.

Bioblitzer er et snapshot af naturen, men giver os et indblik i, hvilke naturværdier, nationalparken rummer. Vi skal kende naturværdierne for at kunne passe endnu bedre på dem! Og vi er da stolte af, at professor Carsten Rahbek i Frederiksborg Amtsavis har rost arrangementet

Lars Rudfeld, projektleder for natur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som stod for arrangementet.

 

Sjældne arter dukkede op

Blandt de mest sjældne arter, der blev fundet, er stor gæsterovbille, springedderkoppen Talavera aequipes og slåenvulst, som ikke er blevet set i området i over 100 år. Desuden blev der fundet en række sjældne kræ med sære navne som flad krabbeedderkop, falsk skjoldbille, azurbille og lille sandtæge.

Stor gæsterovbille

Foto: Stor gæsterovbille af Hjalte Kjærbye

Desuden er der fundet en del svirrefluer, hvoraf mange er gode indikatorer på gammel skov og dødt ved. En af dem – stor træsaftsvirreflue, er ikke set på Sjælland før og tidligere kun er fundet to andre steder i landet.

 Stor træsaftsvirreflue

Foto: Stor træsaftsvirreflue af Karsten Thomsen

 

Vi er utroligt stolte og begejstrede over resultatet af vores bioblitz. Så vidt vi ved, er det Danmarksrekord til en bioblitz. Det er fantastisk at se, hvor mange forskellige arter der lever i området, og det understreger vigtigheden af at beskytte og bevare naturen i vores nationalpark

Lars Rudfeld, projektleder for natur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland

  

Børn hjalp også til

Under bioblitzen blev der også afholdt en børnebioblitz. På en time skulle børnene med hjælp fra deres forældre med udstyr fra nationalparkens grejtrailer finde så mange forskellige arter som muligt. Erfarne eksperter hjalp de begejstrede børn med at identificere de forskellige dyr og planter.

Børnebioblitzen var en fantastisk mulighed for børnene at få indsigt i naturens mangfoldighed. De fandt i alt 160 arter, bl.a. arten stor bladhveps, som end ikke eksperterne fandt!

 

Barn med markfirben

Foto: Dreng med markfirben

 

Børn og voksne til børnebioblitz ved Tisvilde Hegn

Foto: Der var velmødt af både børn og voksne til børnebioblitzen

 

Listen over registrerede arter vil snart blive offentliggjort på nationalparkens hjemmeside og vil give et unikt indblik i områdets naturværdier.