Ny art i Danmark: Sjælden edderkop fundet i Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Publiceret 09-05-2023
Nyhed
Edderkoppeeksperten Frederik Leck Fischer har i forbindelse med et projekt for Nationalpark Kongernes Nordsjælland i Tisvilde Hegn fundet en sjælden edderkop, som aldrig før er set i Danmark.
Som andre krabbeedderkopper er Xysticus lineatus et ”sid og vent”- rovdyr. Foto: Frederik Leck Fischer
Nationalpark Kongernes Nordsjælland arbejder hele tiden på at lære nationalparkens natur bedre at kende. Det sker bl.a. ved at sætte gang i registreringer af forskellige dyregrupper. En overset dyregruppe er edderkopperne, og nationalparken har hyret Frederik Leck Fischer til at gøre os klogere på edderkoppefaunaen i Tisvilde Hegn og Gribskov. Og ikke så snart var arbejdet sat i gang, før det gav resultat – endda et helt særligt et af slagsen.
Aldrig fundet i Danmark før
Selvom Frederik Leck Fischer har set utallige edderkopper, så var de to hanner, der dukkede op under hans feltarbejde i en knastør skovhede i Tisvilde Hegn nu alligevel så besynderlige, at han tog dem med sig hjem for at undersøge dem nærmere. Til hans overraskelse var det en nordeuropæisk krabbeedderkop, som ikke er kendt fra Danmark.
Det virkede for usandsynligt til, at det kunne være rigtigt, for den liste er nemlig ikke særlig lang, da de fleste mulige arter allerede er registreret i Danmark.
Men det var det altså, og at det lige var mig, der fik lov til at være opdageren af en af de sidste mulige krabbeedderkopper i Danmark, når jeg har skrevet speciale om dem, er helt fantastisk. Jeg er så glad!!”
Frederik Leck Fischer, edderkoppe-ekspert
Registreringer kan hjælpe os til at bevare naturen
Formålet med registreringerne er at få et overblik over de naturværdier, som nationalparken rummer. Det kan styrke grundlaget for at efterleve et af nationalparkens væsentligste formål: i samarbejde med lodsejerne at bidrage til at beskytte og forvalte naturen på den bedst mulige måde.
”Sådan et fund af en sjælden art understreger, at vi ikke alene har en rig natur i nationalparken, men også at vores indsats for at værne om og styrke naturen og biodiversiteten er vigtig.”
Per Kølster, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Det er med edderkopper som med andre organisme-grupper: Jo flere arter, der er plads til, des bedre naturtilstand må området formodes at have. Men fundet af denne ene ukendte bestand i et ellers forholdsvist velundersøgt land som Danmark kunne tyde på, at arten kan være kritisk truet, og kræver øget bevågenhed. Når projektet er slut, vil nationalparken derfor gå i dialog med Naturstyrelsen, som forvalter området, om hvordan vi i fællesskab – om nødvendigt - kan gøre en aktiv indsats for at sikre artens levesteder i Tisvilde Hegn.