Find smådyr i skovbunden
Mellem plantestængler tæt på jorden, under sten, grene og i gamle træstubbe kan I finde mange forskellige slags insekter og smådyr. Nogle af dem lever af plantedele eller hjælper med at nedbryde gamle planter, træ og døde dyr. Men der er også rovdyr, der går på jagt i skovbunden. Mange insekter lever et liv, hvor deres tid som larve er længere end deres voksne liv, og i skoven er der mange overvintringssteder.
Når man er på insektjagt, er det en god idé at have en fotobakke eller et syltetøjsglas med til at kigge på de dyr, I fanger, og det kan være både sjovt og smart at have en insektsuger med. I kan finde et link nedenfor til, hvordan I selv kan lave sådan en.