Esrum Kloster har i mange år haft et par tårnfalke boende i en kasse på klostrets gavl. Nationalparken har sat et kamera op, så du med livestream kan følge med direkte i falkenes liv i redekassen.
Tårnfalkenes navn er ikke tilfædigt. Det kommer nemlig af, at de ynder at have reder i eller på høje bygninger, f.eks. kirketårne. Mange tårne er nu lukket for fugle, men rundt omkring i landet tager falkene godt imod tilbuddet om at flytte ind i tårnfalkekasser.
Du kan også komme til Esrum Kloster & Møllegård for at se falkene flyve til og fra redekassen, og evt. kombinere det med et besøg på klosteret eller en skovtur langs Esrum Sø.
Kan du ikke se videoen, kan det skyldes dine cookies-tilladelser til vores hjemmeside. Du kan gennemgå dine tilladelser her , eller i stedet følge med via. vores YouTube-kanal .
Vi har forsøgt at vise en video her, men videoen kan ikke afspilles fordi, du ikke har tilladt marketing cookies.
Årets første markmussefangst blev nydt med udsigt over Esrum i dag.
De dunede pjuskede unger er vokset sig store med pragtfulde fjerdragter. Efter mange motiverende kald fra falkemor har den første modige unge kastet sig ud i livet og testet sine vinger af for første gange.
Over weekenden er 3 af de i alt 5 æg klækket. Nu skifter mor og far med at holde vagt og varme de små pjuskede unger.
Der har været flere nysgerrige flyvende forbi reden i løbet af foråret, men i dag har visitet været fra et par noget mindre vinger. En pjusket humlebi har summet omkring reden og hilst på falkemor.
Der bliver passet godt på de få dage gamle æg. Og når falkemor trænger til at fylde den tomme mave, tager farmand over på rugetjansen.
Det har endnu ikke lykkedes for tårnfalkehannen at gøre sig attraktiv nok for falkehunnen. Nu forsøger han sig med firben som lokkemad. Mon det lykkes for ham denne gang?
Ind i mellem dukker der gæster op med lidt mindre vingefang. I dag kvidrede rødstjerten med sin smukke sang. Desværre kan den ikke høres i klippet.
Tårnfalkehannen forsøger at gøre kur til hunnen med friskfanget mus. Mon det virker?
Allikerne har snuppet en del af redematerialerne, men det ser ud til, at tårnfalkehunnen alligevel har redekassen med i boligovervejelserne.
Så er der serveret. Tårnfalken er godt forpustet efter sin morgenjagt med gevinst. Se her hvordan han mæsker sig med markmus til morgenmad.
Tårfalkehannen har flere gange i dag været forbi redekassen, så det kunne tyde på, at han er ved at være klar til at flytte ind. Se her, hvordan han nyder sit friskfangede bytte på toppen af kassen.
Kassen får jævnligt besøg af allikkepar, der har udset sig godt redemateriale. Men her på videoen kan du se, at der dukker en anden kamerasky fugl op (kl. 11:13:21)