Livet i vandhullet

I uge 29 sætter vi fokus på livet i vandhullet

I Danmark er der mere end 100.000 vandhuller, der ligger spredt i landet som glitrende perler med masser af liv. Vandhullerne og den omkringliggende natur er ofte rig på dyre- og plantearter, fordi der er så mange forskelligartede steder at leve på et lille areal. Flere små dyr har brug for vand for at yngle, det gælder alle padder og mange insekter. Måske er I heldige at se både guldsmedelarver i vandet og den voksne guldsmed, der sidder på et blad og folder sine vinger ud efter at være kommet ud af sin puppe, eller den store vandsalamander?

Dræning og fyldning reducerede antallet af vandhuller i Danmark. Men gennem de sidste årtier har man ny- og genetableret mange vandhuller, dels fordi vandhullerne er vigtige levesteder, men også fordi de fungere som korridorer, der binder forskellige naturområder sammen.  

Vandhuller er spændende steder at besøge, men også vejen dertil er noget særligt. Ligeså snart man sætter hastigheden ned og vandrer gennem landskabet, får man øje på alt det liv, man ofte suser forbi. Måske er det havørnens store vingefang, man ser, stankelben der parrer sig eller noget helt tredje. Det gode er, at man aldrig ved det, før det sker. Vi har udvalgt nogle vandhuller I kan besøge (se kort), men I må gå gerne på opdagelse til vandhullet tæt på, hvor I bor.

God fornøjelse med vandhullet og vejen dertil.

Aktiviteter

I uge 29 kan I komme på tur ved to vandhuller, hvor to guider står parat til at hjælpe med, hvordan man fanger smådyr, og hvad det er for nogen.

Tirsdag d. 14/7 mellem kl. 10-13 ved Bølleljungen i Tisvilde Hegn (kort 2).

Torsdag d. 16/7 mellem kl. 10-13 ved karpedammene i Gribskov nord for Nødebo (kort 6).

På grund af COVID-19, skal I selv have jeres eget fangstudstyr med. Kom når det passer jer inden for de 3 timer, så besøgene bliver fordelt.

Print gør-det-selv-aktiviteter:

Børn kigger i vandkikkerter

Træk vejret

Mange af vandhullets dyr har deres helt egen måde at trække vejret på. Måske kan I se hvordan ved at kigge i glasset med de dyr, I har fanget. Der er nogle, der har gæller, som de konstant bevæger, andre skal op til overfladen for at hente luft, og andre igen, der trækker vejret med rumpen i vandoverfladen eller tager en luftboble med ned. Husk til slut at slippe alle dyrene ud i samme vandhul igen. 

Det kan også være sjovt at kikke ned i vandet og se om der er nogle dyr, der svømmer rundt dernede. Du kan nemt lave din egen vandkikkert. Se hvordan i videoen.

Grøn frø

Spil naturbingo

Print bingopladen ud med de dyr, der lever i og omkring vandhullet. Tag bingopladen med ud på opdagelse ved vandhullet. Kryds  dem af og se, hvem der først kan få pladen fuld.

Du kan evt. få hjælp af vores folk, der står klar til at hjælpe dig mellem kl. 10-13 tirsdag d. 14. juli ved Bølleljungen i Tisvilde Hegn (kort 2) og torsdag d. 16. juli ved karpedammene i Gribskov nord for Nødebo (kort 6).

Vandhulsfangst

God idé at medbringe

  • Net
  • Stort syltetøjsglas eller lignende
  • Printet naturbingoplade med information om vandhullets liv
  • Eventuelt en opslagsbog om vandhullets liv f.eks. Lars-Henrik Olsen et al. Små dyr i sø og å. Gyldendal. 
  • Blyant
  • Gummistøvler, tøj efter vejret og måske en god madpakke
pige kigger på dyr i vandhullet

Find dyr i vandhullet

Når I er nået frem til vandhullet, så se jer godt omkring. Måske flyver der insekter over vandhullet og måske svømmer der fugle på vandet, men meget af livet er under vandets overflade. Derfor er det en god idé at have et net med til at fange dyrene og et syltetøjsglas til at opbevare dem i. Hvis ikke I har et net, kan man nemt lave et med en si, et kosteskaft og et par strips eller spændebånd. Se hvordan i videoen.

Når I er klar, så find et sted uden for mange store planter, hvor I fra bredden kan nå ud i vandet med nettet. Sæt nettet ned i vandet og træk nettet tæt på bunden uden at rode op i mudderet og tøm derefter nettets indhold ned i et glas med vand. I kan også prøve at tage nettet gennem nogle vandplanter og tæt på overfladen. Dyrene lever forskellige steder i vandet, så ved at fiske forskellige steder, fanger I flest arter.

Prøv at se om I kan finde ud af hvilke dyr, I har fanget og eventuelt om nogle af dem er en del af naturbingo ved vandhullet. Hvis I skal have pladen fuld, så husk at nogle af dyrene lever omkring vandhullet, så se jer godt omkring. Rigtig god tur til vandhullet!

Logo for sommer i vores natur

Aktiviteterne er en del af Vores Natur, hvor Friluftsrådet, DR, Naturstyrelsen og De naturhistoriske museer er gået sammen med nationalparker, naturparker mfl. i hele landet om at vise den danske natur og give befolkningen oplevelser i naturen.

Vores Natur kan også opleves på DR, som igennem året vil vise naturen frem, blandt andet med serien Vilde Vidunderlige Danmark. Vores Natur er støttet af Nordea-fonden, 15. juni-fonden, Aa.V. Jensen Naturfond og Udlodningsmidler til Friluftsliv.