Velkommen til livet i redekassen ved Dronningens Bøge

Har du nogensinde spekuleret på, hvad der egentlig foregår i en fuglerede? Her får du chancen for at kigge med!

Velkommen til den ene af to redekasser ved Dronningens Bøge. Her på siden opdaterer vi løbende om aktiviteten ved reden. Dette er redekasse 2 ud af 5 i Projekt Skovkamera – find de andre kasser i skoven med hjælp fra dette kort.

Se videoen herunder og bliv klogere på, hvorfor der er fuglekasser monteret med vildtkameraer på i alt fem lokaliteter rundt i Gribskov.

Intro til Projekt Skovkamera

Projekt Skovkamera er et samarbejde mellem nationalparken, Naturstyrelsen Nordsjælland og to engagerede frivillige, hvor fem redekasser med kameraer er blevet opsat langs smukke Esrum Sø. Her kan du følge med i det fascinerende og ofte rørende liv i kasserne – fra æglægning og rugning til ungernes første flaksende hop ud i verden.

 

Seneste nyt fra kassen

Scroll ned og oplev de nyeste billeder og observationer fra reden. Hvem er hjemme i dag? Er der kommet unger til verden? Eller måske en ny beboer har overtaget kassen?

Tak fordi du kigger med – og velkommen til et unikt indblik i naturen, som den udfolder sig lige her og nu.

5. maj 2026 – Hvinanden ruger

Dagen efter sjette æg blev lagt (den 4. maj) var første nat, hvor hvinanden tilbragte natten i kassen. Rugningen er derfor officielt startet. Hvis måren holder sig væk, kan vi håbe på unger om cirka 4 uger.

Den sort-hvide hvinand er næsten en maskot i nationalparken. Læs mere om den her.

2. maj 2026 – Hvinand besøger for femte gang

Hvinand besøger redekassen igen både 28/4, 30/4 og 2/5. Der er nu i alt fem æg fra hvinand i kassen. Hunnen ruger ikke endnu, men pakker æggene godt ind i en blanding af savsmuld og dun, når hun forlader redekassen. Bemærk, videoen her er fra 30/4, hvor der angiveligt er lagt fire æg. 

29. april 2026 – Broget fluesnapper

Broget fluesnapper besøgte i slutningen af april flere af vores redekasser. Broget fluesnapper er en trækgæst. som overvintrer i f.eks. Afrika.

24. april 2026 – Hvinand, der lægger æg

Hvinand besøger kassen igen og lægger første æg. To dage senere d. 26. april bliver der lagt et æg mere, så der nu er to. Rugningen er ikke gået i gang endnu, men vi holder spændt øje.

28. marts 2026 – Hvinand, der skraber

Hvinand besøger kassen for første gang. Den skraber i bunden som en del af dens undersøgelse af kassen som egnet rugelokalitet. Desværre kom hvinanden ikke tilbage de efterfølgende dage. 

18. marts 2026 – Skrigende natugle

Besøg af nysgerrig natugle, som kigger på både kassen og kameraet. Skrigene er normale kommunikationslyde formentlig målrettet dens mage.

Find ud af, hvad natuglen er for en. Læs mere her.

8. marts 2026 – Musvitter

Musvitter er en af de hyppigst besøgende i kasserne. Her er et par i gang med at inspicere, men mon ikke de finder kassen lidt for stor til deres smag. Måske de kan finde noget godt redemateriale derinde.

Dyreleksikon

Projekt Skovkamera

Projekt Skovkamera er et samarbejde mellem nationalparken, Naturstyrelsen Nordsjælland og to engagerede frivillige, hvor fem redekasser med kameraer er blevet opsat langs smukke Esrum Sø. Her kan du følge med i det fascinerende og ofte rørende liv i kasserne – fra æglægning og rugning til ungernes første flaksende hop ud i verden.

Naturstyrelsen Nordsjælland er lodsejer og forvalter af Gribskov – og har bidraget med sparring og opsætning af røde pæle. 

Se mere om de to frivilliges vildtkameraer og skovkameraprojekter på deres egen hjemmeside.