Velkommen til livet i redekassen ved Dronningens Bøge

Hvinanden kan næsten kaldes nationalparkens egen maskot. Nordsjælland er dens kerneområde i Danmark, og omkring skovsøerne i Gribskov–Esrum Sø-området vender den tilbage år efter år for at yngle. Den vælger søer, der er omkranset af løvskov, hvor den kan finde hulheder i gamle træer – eller en opsat redekasse – højt over skovbunden. Her lægger hunnen æggene i skjul mellem fjer og dun. Når ællingerne er klar, kalder hun dem ud til dagens første store spring: fra redehul og ned mod skovbunden, for derefter at trisse efter hende ud til vandet.

Nede i søen dykker hvinænderne efter muslinger, snegle, orme, insekter, småfisk og krebsdyr. De forsvinder under overfladen og kommer op igen med små glimt af søens skjulte liv i næbbet. Sådan pendler de mellem luft og vand, træ og sø – en lille rytme, der gentager sig hele året i nationalparken.

Næste gang du står ved bredden af en af nationalparkens søer en kølig dag, så brug et øjeblik på at lede efter de gule øjne og lytte efter de hvinende vingeslag. Det er lyden af hvinanden – og af et stykke helt særligt fugleliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Foto: Colourbox

Kredsende langt oppe på himlen på en varm luftstrøm ligger musvågen. Musvågen er en af de rovfugle, der er mange af i landet, og den ses ofte over åbne områder, ved skovbryn eller siddende i træer eller på pæle langs veje. Her har den nemlig overblik over de vigtigste kilder til føde: mus og andre smågnavere. I yngletid og vinterperiode supplerer musvågen med padder, småfugle, større insekter og ådsler.

Musvågen kendes på sine afrundede vinger og hale, og dens fjerfave kan variere fra mørkebrun til helt lyse toner. Vender man blikket opad, kan man i forårets og efterårets træktid se de unge musvåger cirkle i flok og høre dem skrige. 

En aften i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, lige dér hvor lyset slipper skoven, kan du høre den før du ser den: et dybt, klagende “ho-hooo”. Det er natuglen, skovens faste nattevagt. Den lever her hele året, i de åbne løvskove og gamle parker, hvor den glider lydløst mellem stammerne på jagt efter mus, muldvarpe og småfugle.

Med sit runde hoved, den tætte krop og de store, sorte øjne ser natuglen næsten ud som en lille skovånd, når den sidder tæt ind til en stamme og hviler sig i dagtimerne. Opdager småfuglene den, samler de sig omkring den med ophidset skælden ud – de ved, at den om natten er en dygtig jæger.

Om foråret kan du være heldig at møde ungerne, mens de stadig er dækket af hvide dun og endnu ikke flyver sikkert. De kan sidde lavt i træerne eller helt nede på skovbunden, hvor de klatrer op ad stammerne med deres stærke kløer, mens forældrene fodrer dem. Selvom de kan se lidt hjælpeløse ud, har de det som regel helt, som de skal – de hører stadig til i skoven.

Lynhurtig og sky bevæger den nataktive skovmår sig næsten uset rundt i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Og så alligevel ikke – for flere af skovkameraerne har fanget det totalfredede rovdyr på film. Her i nationalparken er den sjældne skovmår, rødlistet som næsten truet, nemlig mere udbredt end andre steder i landet.

Skovmåren er knyttet til skoven, hvor den jager fugle og egern i trækronerne eller spiser smågnavere, frugt, bær, æg, insekter, padder, krybdyr og ådsler. Den har en slank krop, store trekantede ører, en busket hale og en brun pels med en karakteristisk gullig halsplet. Selvom den ligner husmåren meget, er den slankere, har mørk snude og har pelsfarver, der lidt lettere går i ét med naturen. Skovmåren kan blive op til 10 år i naturen, men de fleste danske bliver sjældent ældre end 5 år.

Læs om skovmårens udbredelse i nationalparken

Foto: Gitte Nielsen / Colourbox

Trommehvirvel, tak… Her præsenteres stor flagspætte. Flagspættens fjerdragt er i sorte, hvide og røde farver og gør den let genkendelig, når den markerer sit territorie med trommehvirvler på træstammer.  Stor flagspætte kravler op og ned ad træer, hakker hul indtil larverne og fanger dem med sin lange tunge. Som ivrig trommeslager i skovens orkester har den store flagspætte et særligt kranie, der sikrer den mod at få hjernerystelse. Til gengæld slider den tre hele næblængder op i løbet af et år. 

Om vinteren går flagspætten på ”værkstedet”, for vejen ind til de spiselige frø i nåletræskogler er besværlig, og derfor må fuglen placere koglen i en revne eller et sted, hvor den kan kiles fast, så den lettere kan åbnes.