1000 glade gæster, ryttere og heste kom forbi til Kongernes Jagt

Søndag afholdt Nationalpark Kongernes Nordsjælland for første gang det stort anlagte event Kongernes Jagt, og det blev en publikumssucces med tusind gæster og et flot felt af jagtryttere.

Dagens jagtridning var arrangeret af Sportsrideklubben og startede ved Esrum Kloster. Foto: Tine Uffelmann

Efterårssolen skinnede over Esrum Kloster og Møllegård i søndags, hvor Nationalpark Kongernes Nordsjælland i samarbejde med Sportsrideklubben og en lang række foreninger afholdt Kongernes Jagt. Arrangementet blev en næsten overvældende succes, da både antallet af publikum og ryttere oversteg forventningerne.

Kongernes Jagt blev en dag, hvor historien blev gjort levende. Her kunne publikum bl.a. opleve de smukke Frederiksborgheste, der stammer tilbage fra dengang der var kongeligt stutteri på Esrum Kloster, eller se hvordan feltet af jagtryttere galoperede gennem skoven. Jagtridningen trækker tråde til de parforcejagter, der var særligt populære blandt kongerne i 16-1700-tallet, og bl.a. foregik i Gribskov.  Her handlede det om at vise pomp og pragt, bl.a. ved at have smukt og farverigt tøj på – præcis som rytterne i deres røde jakker.

 

Nationalpark Kongernes Nordsjællands bestyrelsesformand bød publikum velkommen i det smukke efterårslys. Foto: Lars Rudfeld

”Vi er glade for, at Kongernes Jagt her år 1 blev en så flot succes. Det viser, at man kan nå rigtig langt med gode samarbejdspartnere og ikke mindst en fantastisk historie, der er værd at fortælle til både børn og voksne.”

Per Kølster, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Jagtridning i Gribskov med 100 ryttere

Det helt store tilløbsstykke på dagen var jagtridningen med næsten 100 ryttere i røde jakker.

Kl. 10 stod heste og ryttere klar til dagens jagt med smukke Esrum Kloster i baggrunden. Her bød Nationalparkens bestyrelsesformand, Per Kølster, og Sportsrideklubben i fællesskab velkommen, inden rytterne blev sendt afsted. Dagens jagtridning løb af skoveveje og stier gennem Gribskov med 35 spring og forhindringer undervejs - til glæde for både ryttere og publikum.

Rytterne måtte forcere 35 forhindringer i Gribskov under dagens jagt. Foto: Tine Uffelmann

”Jeg er helt høj oven på dagen og den fantastiske jagt. Med den store tilslutning fik vi bevist, at heste, jagt og kulturhistorie går hånd i hånd her omkring Gribskov, og at vi efter flere års forberedelse er i stand til at løfte et så flot arrangement i fælleskab på tværs af foreninger.”

Sally Schlichting, initiativtager og planlægger af jagtridningen

Masser af glade børn og gode historier

Mens jagtridningen gik gennem Gribskov summede området ved Esrum Møllegård med glade gæster. Omdrejningspunktet for arrangementet var at fortælle den spændende historie om konger, jagt og heste, som er særlig for netop nationalparken og området omkring Esrum. Derfor var dagen spækket med gode fortællinger og aktiviteter for børn og voksne. Især flåningen af dådyr tiltrak opmærksomhed fra børnene, der kunne komme helt tæt på, mens dyret blev skåret op. Bagefter var der mulighed for at stege smagsprøver af dyret over bål og bage fladbrød på pander.

Hos Danmarks Jægerforbund kunne børn lave smykker af hjortegevir. Foto: Signe Scharf
Søborggård Hestecenter stod for ponytræk i de smukke rammer. Foto: Lars Rudfeld
Kødet fra dyret blev stegt over bål som smagsprøver. Til sidst var kun skindet tilbage. Foto: Tine Uffelmann

Samarbejdspartnere

Kongernes Jagt blev afholdt i samarbejde mellem en række lokale organisationer og foreninger:

  • Sportsrideklubben
  • Historiske Rideruter i Kongernes Nordsjælland
  • Nordsjællands Ridelaug – Paraplyen
  • Danmarks Jægerforbund
  • Frederiksborg Hesteavlsforening
  • Esrum Kloster & Møllegård
  • Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland

Læs også