Kom til infomøde om Nationalparkpuljen

Ligger du inde med en god idé til et projekt i Nationalpark Kongernes Nordsjælland? Så kom med den 10. januar 2024, hvor vi afholder informations- og dialogmøde om Nationalparkpuljen.

Foto: Hans Carl Nielsen

Nationalparkpuljen 2024 åbnede for ansøgninger d. 1. december, og som et nyt tiltag vil der blive afholdt et informations- og dialogmøde, hvor man vil kunne få råd og vejledning om formalia. 

Mødet bliver afholdt virtuelt d. 10. januar kl. 16.30-17.30, hvor projektledere fra nationalparken er klar til at vejlede og svare på spørgsmål omkring ansøgningsprocessen.  

Det er muligt tilmelde sig onlinemødet frem til d. 8. januar gennem vores bookingportal

Det er gratis at deltage i mødet, men det er nødvendigt at tilmelde sig via ovenstående link. Mødedeltagere vil forud for arrangementet modtage et link til mødet.  

Nationalparkpuljen støtter initiativer, der skaber bedre natur, bevarer vores kulturarv eller skaber nye friluftsmuligheder i nationalparken, og der vil kunne søges mellem 25.000 og 100.000 kr. til et projekt med en varighed på op til 2 år.

Som tidligere år er puljen er henvendt til private lodsejere i nationalparken samt foreninger med et ikke-kommercielt formål. Som nyt for Nationalparkpuljen 2024, vil den også kunne søges af daginstitutioner, skoler og naturskoler inden for nationalparkens fem kommuner (Gribskov, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød og Helsingør).

”Det glæder mig, at vi nu har åbnet op for et større ansøgerfelt, hvor blandt andre spejdere, naturskoler og -foreninger og grønne organisationer kan få gavn af puljen. Sammen med en længere realiseringsperiode end tidligere år, håber vi at modtage endnu flere spændende projektansøgninger, som kan styrke og udvikle nationalparken.”

Poul Erik Pedersen, næstformand i nationalparkens bestyrelse og formand for puljeudvalget

Praktisk info om Nationalparkpuljen

Åbning for ansøgninger: 1. december 2023

Ansøgningsfrist: 18. februar 2024

Læs mere om puljen her

Læs også