Der blev fundet hele 1284 forskellige arter, da 40 eksperter gik udførte en 24-timer lang bioblitz i Tisvilde Hegn, Melby Overdrev og Asserbo Plantage. Det var en vild og spændende oplevelse for alle involverede. Eksperterne arbejdede hårdt dag og nat for at registrere så mange arter som muligt på de to dage, og der blev gjort fantastiske opdagelser.
Bioblitzen er en del af nationalparkens indsats for at lære naturværdierne bedre at kende. Ved at registrere og kortlægge de forskellige arter kan man bedre forstå og beskytte det unikke økosystem i Tisvilde Hegn, Melby Overdrev og Asserbo Plantage.
Bioblitzer er et snapshot af naturen, men giver os et indblik i, hvilke naturværdier, nationalparken rummer. Vi skal kende naturværdierne for at kunne passe endnu bedre på dem! Og vi er da stolte af, at professor Carsten Rahbek i Frederiksborg Amtsavis har rost arrangementet.
Lars Rudfeld, projektleder for natur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som stod for arrangementet.
Sjældne arter dukkede op
Blandt de mest sjældne arter, der blev fundet, er stor gæsterovbille, springedderkoppen Talavera aequipes og slåenvulstgalmyg, som ikke er blevet set i området i over 100 år. Desuden blev der fundet en række sjældne kræ med sære navne som flad krabbeedderkop, falsk skjoldbille, azurbille og lille sandtæge.
Desuden er der fundet en del svirrefluer, hvoraf mange er gode indikatorer på gammel skov og dødt ved. En af dem – stor træsaftsvirreflue, er ikke set på Sjælland før og tidligere kun er fundet to andre steder i landet.
Vi er utroligt stolte og begejstrede over resultatet af vores bioblitz. Så vidt vi ved, er det Danmarksrekord til en bioblitz. Det er fantastisk at se, hvor mange forskellige arter der lever i området, og det understreger vigtigheden af at beskytte og bevare naturen i vores nationalpark
Lars Rudfeld, projektleder for natur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Børn hjalp også til
Under bioblitzen blev der også afholdt en børnebioblitz. På en time skulle børnene med hjælp fra deres forældre med udstyr fra nationalparkens grejtrailer finde så mange forskellige arter som muligt. Erfarne eksperter hjalp de begejstrede børn med at identificere de forskellige dyr og planter.
Børnebioblitzen var en fantastisk mulighed for børnene at få indsigt i naturens mangfoldighed. De fandt i alt 160 arter, bl.a. arten stor bladhveps, som end ikke eksperterne fandt!
Listen over registrerede arter vil snart blive offentliggjort på nationalparkens hjemmeside og vil give et unikt indblik i områdets naturværdier.