Søg støtte til dit projekt fra Nationalparkpuljen 2024

Fredag d. 1. december 2023 åbner Nationalpark Kongernes Nordsjælland for en ny ansøgningsrunde af Nationalparkpuljen. Det vil være muligt at søge om tilskud til bl.a. at skabe bedre natur, bevare kulturarven eller udvikle mulighederne for friluftsliv i nationalparken. Der vil kunne søges mellem 25.000 og 100.000 kr. til et projekt med en varighed på op til 2 år.

Foto: Tine Uffelmann

Naturformidlende børnefestival på Flynderupgård og rolige og aktive naturoplevelser på en nybygget bro ved Esrum Sø er i år et par af de projekter, der er blevet realiseret med tilskud fra Nationalparkpuljen. Nu åbner puljen igen for ansøgninger, så flere fantastiske projektideer kan blive til virkelighed.

Som tidligere år vil Nationalparkpuljen være henvendt til private lodsejere i nationalparken samt foreninger med et ikke-kommercielt formål, men som noget nyt for 2024, vil puljen også kunne søges af daginstitutioner, skoler og naturskoler inden for nationalparkens 5 kommuner (Gribskov, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød og Helsingør).

”Det glæder mig, at vi nu har åbnet op for et større ansøgerfelt, hvor blandt andre spejdere, naturskoler og -foreninger og grønne organisationer kan få gavn af puljen. Sammen med en længere realiseringsperiode end tidligere år, håber vi at modtage endnu flere spændende projektansøgninger, som kan styrke og udvikle nationalparken.”

Poul Erik Pedersen, næstformand i nationalparkens bestyrelse og formand for puljeudvalget

Dialogmøde: Få råd og vejledning

Som et nyt tiltag vil der blive afholdt et dialogmøde, hvor der ydes råd og vejledning om formalia. Dialogmødet vil blive afholdt d. 10. januar 2024. Mere information om dette følger på nationalparkens hjemmeside i forbindelse med åbning af ansøgningsrunden.

Formidling for store og små og nye naturoplevelser

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har i 2023 givet tilsagn om tilskud på mere end 500.000 kr. til lokale projekter. Projekterne dækker bredt med bl.a. naturformidlende tiltag og arrangementer, som en engnatursti omkring Esrum Å/-Kanal, Nordkystfortællernes Fortællefestival samt naturformidling i børnehøjde igennem Helsingør Teaters ”Passage Mini”. Puljen har ligeledes givet støtte til Esrum Borgerforening til etablering af en Indsigtsbro, der vil udvide mulighederne for både rolige og aktive naturoplevelser ved Blå port i Nordenden af Esrum Sø i Gribskov.

Projekter til gavn for natur og kulturarv

Det er ikke kun børn og friluftsinteresserede, der har fået gavn af projekterne realisereret med tilskud fra nationalparkpuljen. Nationalparkpuljen har også støttet projektet Formidlings- og oplevelsescenter Ågabet, som supplement til støtte fra Halsnæs Kommunes Visionspulje og LAG Halsnæs-Gribskov. Formidlingscentret vil, udover at give besøgende indsigt i naturen omkring Arresø og søens miljøtilstand, fortælle om søens kulturhistoriske ferskvandsfiskeri, undervisnings- og foredragsfaciliteter samt være eventsted i naturen tæt på Frederiksværk.

Derudover håber nationalparken at de, igennem støtte til Danmarks Naturfredningsforening, vil kunne være med til at sikre tilstedeværelsen af den særlige bestand af hvinænder i Nordsjælland, samt opretholde og udvide bestanden af natugler, tårnfalke og broget fluesnapper ved uddeling af tilskud til indkøb af nye redekasser.

”Vi er glade og stolte af, at vi med nationalparkpuljen kan støtte op om spirende projektideer blandt de lokale lodsejere, foreninger og ildsjæle, der mangler midler for at blive til realitet. Nationalparkpuljen har de to foregående år, givet støtte til en bred vifte at projekter og viser, at vi i fællesskab kan gøre mere for naturen og kulturen.”

Per Kølster, bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Praktisk info om Nationalparkpuljen

Åbning for ansøgninger: 1. december 2023

Ansøgningsfrist: 18. februar 2024

Læs mere om puljen på nationalparkkongernesnordsjaelland.dk/

Læs også