Åbning af VANDETS KRAFT

Den 10. oktober inviterer Esrum Kloster & Møllegård og Nationalpark Kongernes Nordsjælland til fejring og åbningen af VANDETS KRAFT i Esrum Vandmølle.

Esrum Vandmølle. Foto: Tine Uffelmann.

Den 10. oktober åbner Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Esrum Kloster & Møllegård for den nye oplevelse VANDETS KRAFT i Esrum Vandmølle. Projektet skal fremme forståelsen af naturens dynamik og menneskets samspil med den.

VANDETS KRAFT tager publikum med på en sanselig rejse fra Esrum Sø op til vandmøllen, hvor lyd, lys og film skaber en oplevelse af de voldsomme vandmasser i den nordsjællandske natur. VANDETS KRAFT formidler den evige fortælling om, hvordan vand gennem historien har formet vores landskab og verden.

Til den officielle åbning af VANDETS KRAFT den 10. oktober vil ledelsen fra både Esrum Kloster & Møllegård og Nationalpark Kongernes Nordsjælland være til stede og frivillige fra Møllelauget vil tale om den historiske bygning. 

Dagen vil også sætte fokus på området omkring Esrum og vandets historie og betydning i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.  

Bevaring og møllelaug 

Nationalparken har gennem flere år samarbejdet med Esrum Kloster & Møllegård og Gribskov Kommune om at få Esrum Mølle renoveret og klar til brug igen. Vandmøllerne i nationalparken er nemlig med til at fortælle noget af den historie, der kendetegner området. 

Esrum Vandmølle var i mange år en livsnerve i lokalsamfundet. Her kunne de lokale bønder få malet korn til mel, som gav brød på bordet. Den første mølle blev bygget af Christian d. 4. i 1605, som også fik gravet den kanal, Esrum Å, der leder vand til møllen. 

Esrum Vandmølle er brændt og genopbygget af flere omgange. Den mølle, der står på stedet i dag, er bygget i 1860’erne og fungerede i de første godt 50 år som kornmølle. I starten af 1900-tallet fik møllen et nyt formål, da der kom efterspørgsel på en ny type energi – elektricitet. Det gamle møllehjul blev skiftet ud med en moderne turbine, der producerede strøm til Esrum by og oplandet. Frem til 1940’erne var Esrum Mølle områdets lokale elværk. 

I dag funger møllen stadig. Under vandet i kanalen ligger den gamle turbine, som stadig fungerer her 100 år efter, den første gang blev taget i brug. I 2023 fik den gamle mølle en kærlig hånd med støtte fra Augustinusfonden, og der blev også oprettet et møllelaug, som tager sig af den gamle mølle. 

Det frivillige møllelaug består af en håndfuld lokale, der løbende vedligeholder og kører med møllen. Disse har også været inddraget i udviklingen af VANDETS KRAFT, og vil være til stede til den officielle åbning d. 10. oktober og fortælle om deres arbejde med møllen. 

Den gamle mølle ved Esrum virker stadig. Klosteret og nationalparken har i fællesskab oprettet et frivilligt møllelaug, som tilser den gamle mølle og kører med den ved udvalgte lejligheder.

Oplev vandets veje i nationalparken 

Oplevelsen VANDETS KRAFT sætter fokus på et vigtigt element i nationalparken. Vandets veje har været afgørende både for landskabets udformning, men også for menneskers udnyttelse af naturens kræfter, byers opblomstring og kongers adgang til både mad og infrastruktur. 

Det er derfor også muligt at opleve vandets kraft flere andre steder i nationalparken. Bliv fx inspireret af nedenstående tre eksempler:

Arresø Kanal & Frederiksværk: 
I starten af 1700-tallet besluttede Frederik d. 4. at anlægge Arresø Kanal, for at aflede vandet fra Arresø. Den blev udgravet med håndkraft af danske soldater og svenske krigsfanger, ni kilometer gennem det kuperede landskab - fra Arresø til Roskilde Fjord. Omkring kanalen blev der etableret møller og værker, og omkring dem voksede Danmarks første industriby, Frederiksværk. Oplev stedets historie på vandreruten ”Kongemagt og Vandets Kraft”, som vi har udviklet sammen med Industrimuseet Frederiks Værk. 

Hellebæk: 
I flere hundrede år var Hellebæk en af landets vigtigste industribyer. Fra 1500-tallet og frem blev der gravet kanaler og damme i et spindelvævssystem, der sikrede en stabil vandtilførsel til de møller og fabrikker, der lå på kanten af Øresund. Vandkraften blev bl.a. brugt til at producere geværer og uniformer til den danske hær. I dag eksisterer dammene og kanalerne stadig, og den smukke Hammermølle er bevaret. Her kan du stoppe ind og få en kop kaffe ved Cafeen på Hammermøllen.  

De store søer: 
Nordsjælland er fyldt med søer og damme, og mest kendt er nok de to store søer Esrum Sø og Arresø. På disse kan du opleve vandets kraft fra vandsiden. På Arresø kan du fx tage med Arresøfarten - M/S Frederikke eller leje kanoer og kajakker ved Ågabet Outdoor Center. Og langs bredderne af Esrum Sø vil du inden længe kunne opleve Gribskov trække i sine smukke efterårsfarver. 

Læs mere om den nye oplevelse VANDETS KRAFT på Esrum Kloster & Møllegårds hjemmeside

Hammermøllen er en anden af de gamle vandmøller i nationalparken, som fortsat er bevaret. Her kan man stoppe ind og få en kop kaffe i møllens café. Foto: Tine Uffelmann.
Efterårsfarver ved bredden af Esrum Sø. Foto: Marianne Lund Ujvari.