Det er nu igen muligt at ansøge om at blive en del af Nationalpark Kongernes Nordsjællands partnernetværk. Det er et fællesskab for virksomheder, foreninger og organisationer, der brænder for at udvikle nye muligheder og oplevelser, samt styrke den rige natur og kultur i Nordsjælland.
Netværket består lige nu af ca. 70 partnere fra hele nationalparkens område, der repræsenterer alt fra små og mellemstore virksomheder, landbrugere til lokale foreninger, uddannelsessteder eller museer.
Netværkets styrke er partnernes engagementet og forskellighed, fortæller nationalparkens sekretariatschef, Mia Brædstrup-Holm, og fortsætter:
”Partnernetværket gør det muligt at mødes om både naturen, kulturen, oplevelserne og forretningen. Vi er derfor glade for at kunne samle en bred skare af aktører, der har lyst til at være med til at skabe en bæredygtig udvikling af området, og inspirere hinanden på tværs af forskellige fag og organisationstyper.”
Vidensdeling og synlighed
Hjørnestenene i partnerskabsprogrammet er netværk, vidensdeling, faglige inspirationsmøder og kurser, der indgår som en del i det at være partner med nationalparken. Alle partnere bliver inviteret til en årlig partnerdag, hvor alle nationalparkens partnere mødes for at udvikle samarbejder og løfte mulighederne for nye oplevelser, produkter mv. i nationalparken.
Nationalparkens partnernetværk har nu eksisteret i tre år, og i løbet af den tid er der blevet skabt nye samarbejder på tværs af netværket, ligesom netværket har bidraget til større kendskab og synlighed for de enkelte partnere.
En af nationalparkens partnere er Karen Tommerup, der arbejder med at omdanne et tidligere landbrug til rig natur ved Lille Lyngby Præstegård. Hun sælger også kød fra sine græssende galloway-kvæg, som hun kan markedsføre som ”produkt fra nationalparken”, fordi hun er partner. Karen Tommerup fortæller om partnernetværket:
”For mig var det at blive en del af partnernetværket et match made in heaven, fordi mit arbejde med natur ligger fuldstændig i tråd med det, nationalparken har til formål. Jeg synes, at partnernetværket er et godt koncept, og det giver god synlighed, og brander os her i Nordsjælland ud fra det, der er unikt for os, både ift. områdets rige natur og kulturhistorie.”
Send din ansøgning
Det er gratis at være med i partnernetværket, og ansøgningsrunden er åben frem til d. 20. oktober.
Vil man gerne være med, skal man gå ind på nationalparkens hjemmeside, hvor man kan finde meget mere information om, hvad det vil sige at være partner, herunder hvilke krav der gør sig gældende fra nationalparkens side. Læs mere her.
Her finder du også det ansøgningsskema, man skal sende til nationalparken for at blive partner, ligesom du kan læse om mulighederne for at markedsføre et evt. produkt som værende "et produkt fra nationalparken".
Hvad er nationalparkens partnernetværk?
Partnernetværket er med til at styrke og udvikle samarbejdet med og imellem lokale aktører i Nordsjælland, og bidrager til nationalparkens målsætninger om blandt andet rigere natur og nye frilufts- og formidlingsoplevelser.
Der er pt. omkring 70 partnere, der tæller blandt andet Skovskolen, Kulturværftet i Helsingør, Arresøfarten, Byaasgaard Camping og Grønnessegaard Gods.