Den truede løgfrø fik en hjælpende hånd

Både børnehavebørn, nationalparkens bestyrelsesformand og pressen var med, da Nationalpark Kongernes Nordsjælland udsatte løgfrøer i et vandhul på Arrenæs. Det er en del af en større indsats for at hjælpe den truede art i samarbejde med Halsnæs Kommune og Naturstyrelsen.

Børnehavebørnene fra Ebbedal var meget nysgerrige efter at kigge til de små løgfrøer i kasserne.

Den 21. august 2024 var en særlig dag for omtrent 600 løgfrøer. Her fik de sig nemlig et nyt hjem i form af et vandhul på Arrenæs, hvor håbet er, at de vil trives. Arten findes nemlig kun ganske få steder i Nordsjælland, og derfor arbejder Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Halsnæs Kommune og Naturstyrelsen sammen om at genoprette den truede bestand af løgfrøer på Arrenæs.  

Udsætningen af løgfrøerne var en del af denne indsats, og på dagen for udsættelsen havde nationalparken allieret sig med endnu en hjælpende hånd: En flok nysgerrige børn fra skovbørnehaven Ebbedal var med til at udsætte de unge frøer, og der var stor ivrighed for at få lov til at se og nænsomt hjælpe de små padder ned i vandet.

Flere levesteder til truede arter

Grunden til, at løgfrøen er gået så voldsomt tilbage, er, at den mangler levesteder. Arten kræver vandhuller af god kvalitet, og mange steder er de drænet væk eller ødelagt af næringssalte. I Nordsjælland har løgfrøen kun få og spredte bestande, og nogle af disse er hårdt pressede. Det gælder blandt andet bestanden på Arrenæs, og derfor har nationalparken og dens samarbejdspartnere valgt at gå ind her. Nationalparkens projektleder for natur, geologi og landskab, Lars Rudfeld, udtaler: 

”Vi arbejder løbende på at forbedre levesteder for arter, og den truede løgfrø har et særligt fokus. Løgfrøen kræver god naturkvalitet, så indsatsen kommer også mange andre dyr og planter til gavn. Når vi nu også udsætter løgfrøer, sker det for at booste den lille bestand, og bidrage til at udvikle det store potentiale for mere og bedre natur, som Arrenæs har.” 

Udover Halsnæs Kommune og Naturstyrelsen, er firmaet Amphi Consult en samarbejdspartner i projektet. De er landets førende eksperter i forvaltning af løgfrøer, og de står bag både anbefalingen om at udsætte frøer på Arrenæs og opformeringen af de løgfrøer, der skulle sættes ud i vandhullet.

Udsætningen skal supplere den indsats for at forbedre levesteder, som nationalparken og kommunen i samarbejde med private lodsejere og Naturstyrelsen allerede har gennemført på Arrenæs. Der forventes i de kommende år at blive gennemført flere indsatser, som skal optimere effekten af udsætningerne, herunder udgravning af nye vandhuller og restaurering af eksisterende vandhuller.

Løgfrøerne, der blev udsat, var opformeret fra æg fra april. Omtrent 600 små løgfrøer blev sat ud i vandhullet i denne omgang.
Der var både TV, radio og lokalavis til stede til udsætningen af løgfrøer, og biodiversitet fik derfor plads i medierne.

Løgfrøens stille liv

Løgfrøen gør ikke meget væsen af sig. Den lever nedgravet meget af dagen, og op mod halvdelen af året ligger den i hi. Om sommeren jagter den insekter om dagen og orme om natten, hvis den ellers ikke sidder i sit vandhul og venter på en mage. 

Dens stemme er meget lav, langt fra fx den grønne frøs højlydte kvækken, og lyden kan ofte kun høres med undervandsmikrofon, hvilket også gør, at frøen er sværere at opdage. Løgfrøen er karakteristisk med en lodret pupil i øjnene, og så havde den – nok mere i gamle dage - tilnavnet ”kartoffeltrolden”, fordi man indimellem stødte på den, når man gravede kartofler op, da den netop graver sig ned i jorden. 

Løgfrøen lægger ægsnore, som bliver snoet omkring vandplanter eller tagrør og udklækkes i maj måned. Haletudserne vokser og kan blive ganske store – op mod 10 cm lange – og disse forvandles i løbet af sommeren til små frøer, der går på land og vandrer ud i landskabet for at søge føde, for så at gå i hi i løbet af efteråret.

Navnet kommer af, at løgfrøen efter sigende udskiller en svag løglignende duft. Dette var børnehavebørnene fra Ebbedal særligt optagede af at undersøge, og der blev stukket mange små næser ned i kasserne, før løgfrøerne blev sat ud: ”Ej de lugter faktisk af løg!” 

Projektleder Lars Rudfeld hjælper et par af børnehavebørnene med at udsætte unge løgfrøer i vandhullet.
Lugter løgfrøerne rent faktisk af løg? Det blev testet flittigt af børnehavebørnene, inden løgfrøerne blev sat ud i vandhullet.

Hvordan udsætter man løgfrøer?

For at udsætte løgfrøer, må man først have nogle frøer at sætte ud. Det gør man ved at indsamle æg fra stabile bestande andre steder. Æggene klækker, små haletudser kommer ud og forvandler sig til små løgfrøer, der sættes ud på lokaliteten.

Amphi Consult har stået bag opformeringen af løgfrøer til udsætningen på Arrenæs. Henover tre år udsættes ad flere omgange nyforvandlede løgfrøer i dette vandhul, hvor den senest er registreret ynglende.

Hvis du vil vide mere om løgfrøer i Nordsjælland, kan du læse den rapport, som Amphi Consult har udarbejdet for nationalparken.

Vandhullet på Arrenæs, der nu er hjem for 600 små løgfrøer.