Den 21. marts kl. 15.00 kan alle interesserede være med til at indvie den nye vandrerute ”Kongemagt og Vandets Kraft”, der går fra Arsenalet i Frederiksværk langs Arresø Kanal til Arrenæs. På ruten vil man møde både den smukke natur, som området har at byde på, samt få et indblik i forskellige historiske nedslagspunkter, som har haft betydning for området.
Vandreruten er blevet til i et samarbejde mellem Industrimuseet Frederiks Værk, Naturstyrelsen og Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som gennem det sidste år har arbejdet på at udvikle og formidle den nye rute. Nadja Solem Solgaard fra Industrimuseet Frederiks Værk udtaler om tankerne bag ruten:
”Frederiksværk er Danmarks første industriby, og industrien og naturen har virkelig formet hinanden her. Det vil vi gerne vise med denne vandrerute, og invitere folk til at få en større forståelse for den historie, der ligger til grund for området, samtidig med at de får en god naturoplevelse.“
Unik blanding af kultur og natur
Nordsjælland gemmer på en særlig kombination af natur og kultur, som i en vekselvirkning har været med til at forme området. Dette bliver tydeligt på vandreruten, der tager de gående med forbi blandt andet Lundbyes bænk, Dronningholm Slotsruin, og Bæverskjulet ved Dronningholm Mose. Bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Per Kølster, udtaler:
”I Nationalpark Kongernes Nordsjælland er der mange muligheder for at opleve en unik blanding af kongemagtens aftryk på både kulturarven og den pragtfulde natur. Med den nye rute får de vandrende et særligt indblik både i sandflugt, oversvømmelser, kanalbyggeri og i krudt og kugler – alt sammen bundet sammen af kongernes og naturen betydning i området.“
”Kongemagt og Vandets Kraft” findes i tre versioner, så det er muligt at gå både 5, 7 og 11 km. På den måde er håbet, at så mange som muligt har mulighed for at få glæde af ruterne, som kan klares af de fleste, der har lyst til at trække i et par gode sko.
Projektet udspringer af Historiske Vandringer, som er støttet af Nordea Fonden og lavet i samarbejde med Dansk Vandrelaug. Etableringen af ruten er sket i samarbejde med Naturstyrelsen Nordsjælland.
Indvies med bobler og snorklip
Ruten indvies den 21. marts til et offentligt arrangement kl. 15.00-17.00. Indvielsen starter ved Arsenalet i Frederiksværk, hvor der vil være bobler til de fremmødte, og bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Per Kølster, samt byrådsmedlem i Halsnæs Kommune Mads Vergo vil klippe snoren over og erklære ruten for åben.
Herefter vil det være muligt at gå en del af ruten og høre fortællinger om nogle af de forskellige historiske seværdigheder, som ruten byder på. Arrangementet, som afholdes af Nationalpark Kongernes Nord-sjælland og Industrimuseet Frederiks Værk, er åbent for alle, og man kan melde sig til via dette link.
Om vandreruten "Kongemagt og Vandets Kraft"
Vandreruten er opdelt i tre forløb på 5, 7 og 11 kilometer.
Ruten er skiltet, og i Arsenalet i Frederiksværk findes en folder med kort og informationer, som man kan hente hele påsken fra kl. 11.00-16.00.
Arsenalet åbnede sidste år med udstillingen ”Frederiksværk – Danmarks første industriby”, og fungerer desuden som formidlingsindgang til nationalparken.