Mød en partner: Hvor kultur kan skabe rammen om natur

I dette partnerportræt fortæller Kulturværftets leder, Søs Krogh Vikkelsøe, om at være en kulturinstitution i det smukke Nordsjælland. Bliv klogere på de mange tiltag, som Kulturværftet byder på, samt hvordan områdets særlige møde mellem kultur og natur spiller ind for et moderne kulturcenter.

Søs Krogh Vikkelsøe er leder af Kulturværftet - en kulturinstitution, der udbyder en lang række spændende arrangementer året rundt. Foto: thinkalike.dk/Thomas Gundel/Kulturværftet

Fortæl kort om Kulturværftet: 

Kulturværftet er et moderne kulturcenter og et regionalt spillested centralt placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør Kommune. Året rundt præsenterer Kulturværftet et bredt og mangfoldigt kulturelt program med alt fra koncerter, foredrag, debatter, film, teater, familiearrangementer, værksteder, udstillinger samt møder og konferencer for erhvervslivet over til tv- og filmproduktioner, profilskabende begivenheder som internationalt orienterede festivaler og events. Ud over at præsentere et kommercielt program danner Kulturværftet sammen med Toldkammeret ramme om fællesskaber og kunstneriske læringsmiljøer og talentudvikling inden for samtidskunst og musikscenen. I 2024 blev Kulturværftet genudpeget af Statens Kunstfond som regionalt spillested, en status, der betyder, at kulturhuset hele tiden kigger efter nye måder at formidle og skabe gode rammer for den rytmiske musik lokalt, regionalt og nationalt. Kulturværftet præsenterer årligt ca. 250 koncerter, heraf langt de fleste upcoming bands. Visionen for Kulturværftet handler især i disse år om at etablere sig om et relevant kulturcenter og mødested for ungdomsmiljøer, børn og deres familier. Derudover er Kulturværftet også positioneret i destinationsudviklingen, og er aktør i Helsingør Kommunes ambition om at tiltrække turister, erhverv og borgere til kommunen.

Hvad er jeres motivation for at være en del af partnernetværket? 

Vi har en ambition om at være en relevant og attraktiv samarbejdspartner i lokale og regionale sammenhænge. Her er Nationalpark Kongernes Nordsjælland en vigtig platform og vært for netværket, der arbejder med at udvikle stedspecifikke oplevelser med afsæt i den smukke natur og unikke kulturhistorie, som kendetegner vores identitet her i Nordsjælland. Vi ser os spejlet i partnernetværkets ambition om at åbne nye døre for samarbejder på tværs af foreninger, aktører, organisationer, institutioner og ildsjæle - med øje for den bæredygtige udvikling og udfoldelse. I Kulturværftets program udvikler vi hele tiden nye natur/kulturoplevelser, og her er partnernetværket vigtigt, fordi det gør det muligt at møde hele det netværk, der er lige uden for vores dør. Vi har fået aktuelle ting ind i vores program og gjort området og os selv mere relevante gennem partnernetværket, og på den måde er det med til at sikre, at vi skaber et relevant aktivitetsprogram. Vi er også optaget af at komme ud af vores traditionelle rammer. Det er vildt spændende at blive udfordret, og fx tage nogle af vores formater og tænke udenfor frem for indenfor. Og så kan Kulturværftet bidrage til partnernetværket ved at være en meget tydelig kulturinstitution i området og på den måde være med til at skabe opmærksomhed omkring naturen og de naturoplevelser, der findes her.

Kulturværftet er placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør. Foto: Thinkalike.dk/Kulturværftet

Hvilke af nationalparkens værdier passer godt til jeres? 

Som kulturinstitution er det vigtigt for os, at vi kan være med til at bakke op om det her meget smukke område, vi bor i – hvordan kan vi bruge naturen som scene, og hvordan kan vi være med til at bakke op om den grønne livsstil, som rigtigt mange mennesker gerne vil dyrke mere? Det er ret fantastisk for den beliggenhed, vi har, at naturen findes til næsten alle sider. For mig er det et uforløst potentiale for vores kulturinstitution, og der er Nationalpark Kongernes Nordsjælland en vigtig aktør for os. Som kulturinstitution kan vi være med til at agere vært for naturen og præsentere området på en anden måde. Der er en kæmpe efterspørgsel på oplevelser, der sker i samspillet og mødet mellem natur og kultur, og det prøver vi at understøtte. Nogle gange kan det også være en god introduktion for folk, at de får naturforståelsen gennem en kulturoplevelse, hvor man fx har sat en kunstner til at vise vejen ad en vandresti eller lignende. Så vi befinder os på nogle måder meget i det overlap mellem kultur og natur, som nationalparken også repræsenterer. 

Hvad er dit yndlingssted i nationalparken? 

Jeg har mange, men jeg bor ikke så langt fra Parforcelandskabet i Store Dyrehave, og den skov er jeg særligt vild med. Jeg kender den rigtigt godt, og at bo så tæt på Stjernen gør også, at man nærmest bliver lidt en vært. Jeg møder tit turister, som måske skal hjælpes lidt på vej. Så det føles lidt som min skov, og jeg har både gået ture med mine børn og plukket svampe, da de var små, og jeg løber og cykler der. 

Mød en partner

Kulturværftet er et moderne kulturcenter og et regionalt spillested centralt placeret i Kulturhavn Kronborg i Helsingør Kommune. Året rundt præsenterer Kulturværftet et bredt og mangfoldigt kulturelt program med blandt andet koncerter, foredrag, teater, udstillinger, konferencer, festivaler og meget mere. Kulturværftet og Toldkammeret huser 550.000 årligt besøgende og 140.000 deltager i kulturprogrammet. Læs mere om Kulturværftet på deres hjemmeside

Nationalparkens partnernetværk er sat i verden for at styrke og udvikle samarbejdet med og imellem lokale aktører i Nordsjælland, og bidrager til nationalparkens målsætninger om blandt andet rigere natur og nye frilufts- og formidlingsoplevelser. Der for nuværende over 70 engagerede partnere, som både er virksomheder, foreninger, skoler og meget mere. Læs mere om partnernetværket her.