Fortæl kort om Kilden:
Vi er en socialøkonomisk virksomhed, som uddanner unge mennesker i Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) og har mennesker i afklaringsforløb og beskyttet beskæftigelse. Her gennemgår man nogle læringsforløb og har daglige opgaver, som knytter sig til driften af vores virksomhed, og vi gennemfører praktisk undervisning. Vi forpagter Møllecaféen fra Esrum Kloster & Møllegård og hjælper til på de grønne områder, fx med at slå græsset og passe klosterhaven. De unge mennesker, der kommer her, er blevet visiteret af kommunerne, og mange af de unge har nogle udfordringer, som gør, at de har behov for lidt anderledes jobs og uddannelse, end man kan få de fleste steder. Vi oplever, at de ofte finder noget ro her, og får noget struktur. Når de unge starter på Kilden, aftales der nogle individuelle mål, som vi sammen arbejder mod. Nogle af dem, der kommer har af forskellige årsager gået hjemme i et stykke tid. For nogle af dem kan et af målene derfor være bare at møde op i starten, og så udvikler de sig selvfølgelig hele tiden, så målene bliver ændret og løbende tilpasset den enkelte. Men det er vigtigt med den struktur, vi tilbyder.
Hvad er jeres motivation for at være en del af partnernetværket?
Det giver god mening for os, fordi vi ligger i nationalparken, og vi ligger sågar på det sted, hvor det helt fra starten blev politisk besluttet, at der skal være et centralt besøgscenter. Nationalparken har jo også en mere kommerciel side, eller i hvert fald en side, der handler om, at der kommer gæster og besøgende. Mange af dem, der er partnere – herunder også os – vil gerne have gæster og et større kendskab til sit produkt eller til sin butik. Her giver partnernetværket også værdi, fordi det giver mulighed for at blive brandet som en del af nationalparken. Vi driver Møllecaféen, hvorfra vi er med til at servicere de turister og andre gæster, der kommer hertil for at besøge stedet her og nationalparken, og derudover passer vi klosterhaven, som gæsterne også besøger. Så det giver super god mening at være en del af partnernetværket, når vi bor, hvor vi gør, og når vi netop bruger naturen og er i naturen på den måde, som vi er.
Vil du være partner?
Ansøgningsrunden for nationalparkens partnernetværk er åben frem til den 20. oktober. Læs mere og ansøg her.
Hvilke af nationalparkens værdier passer godt til jeres?
I virkeligheden er der flere ting, som går godt i spænd med nationalparkens virke. Vi prøver også at bevare naturen eller i hvert fald at passe på den. I vores arbejde med at passe klosterhaven og nogle kommende produktionshaver, arbejder vi med kulturarvsurter, hvilket passer rigtig godt ind i temaer som bevarelse, kulturhistorie og formidling. Vi arbejder i og med naturen, og vi bruger også naturen. Den ro, man kan mærke, når man træder ind på området her, som jo er en del af nationalparken, det er noget, der er super vigtigt i vores virksomhed.
Hvad er dit yndlingssted i nationalparken?
Jamen der er jo bare så mange fede steder, ikke? Men jeg vil sige, at der er noget helt unikt ved det her sted på en måde, som jeg ikke synes, jeg oplever eller har oplevet andre steder. Jeg har selvfølgelig ikke været alle steder i nationalparken, men når man træder ind på området her, sker der noget særligt. Jeg kommer i bil hertil, og når man har parkeret sin bil, og man går ind igennem det lille stykke skov og langs med åen, så falder der bare en ro over en. Det kan jeg mærke, ligeså snart jeg træder ind på området, og det, synes jeg, gør det her sted rigtigt, rigtigt dejligt.
Mød en partner
Den socialøkonomiske virksomhed Fonden Kilden arbejder for at rykke unge og voksne, der har svært ved at få tilknytning til arbejdsmarkedet, så de bliver i stand til at varetage rigtige jobs gennem både Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), beskyttet beskæftigelse og afklaringsforløb. Der er fem forskellige linjer - grøn, service, krea, køkken og café - som de unge kan følge, og gennem Kilden får de opgaver, struktur og fællesskab. Kilden er placeret ved Esrum Kloster & Møllegård, og det er dem der driver Møllecaféen på stedet. Læs mere om Kilden på deres hjemmeside.
Nationalparkens partnernetværk er sat i verden for at styrke og udvikle samarbejdet med og imellem lokale aktører i Nordsjælland, og bidrager til nationalparkens målsætninger om blandt andet rigere natur og nye frilufts- og formidlingsoplevelser. Der for nuværende over 70 engagerede partnere, som både er virksomheder, foreninger, skoler og meget mere. Læs mere her.