Nationalpark Kongernes Nordsjælland udgør ikke bare et stort areal, men også et væld af mangeartede projekter. Nationalparkens projektledere skal derfor favne bredt, og en af dem Cæcilie Ryhl Olsson, der er projektleder for formidling, undervisning og friluftsliv.
Hun beskriver selv, at hun nemt får mange idéer og nyder at omsætte dem til levende formidling i samarbejde med andre. Hun er uddannet biolog og naturvejleder, og det giver hende noget ekstra at trække på, når hun skal videreformidle om nationalparkens natur, fortæller hun:
”Som naturvejleder er jeg med til at skabe værdi på rigtigt mange måder. Det handler først og fremmest om at skabe en bedre forståelse for naturen hos vores mange besøgende, og det er en meget stor og blandet målgruppe. Det bedste ved mit arbejde er, at jeg får lov til at bruge mine kreative idéer på at udvikle formidling og forløb, som er med til at styrke andre folks viden om naturen. Og så bruger jeg halvdelen af mit arbejdsliv udenfor i smukke naturområder - hvad mere kan man ønske sig?”
Vejen til naturen
Cæcilie Ryhl Olsson blev tilknyttet nationalparken i det tidligere forår 2022 og har siden da afholdt arrangementer som Naturens Dag og bioblitzer rettet mod børn og skoleklasser, udarbejdet foldere og indgange til nationalparken, udviklet undervisningsmateriale i parforcejagtlandskabet, lavet en malebog, en udstilling og meget, meget mere.
Hun beskriver, hvordan hun trives med en varieret hverdag, der både handler om at skabe rammer for fællesskab i naturen, arrangementer og foredrag, bygge friluftsfaciliteter, samt lave spændende samarbejder med andre ildsjæle. Det bærende for hende er at kunne være med til at dele sin erfaring og nysgerrighed med andre:
”Jeg valgte at satse på naturformidling som en karriere, da jeg opdagede hvor stor en glæde det gav mig at kunne videreformidle den begejstring og viden, jeg selv har for og om naturen, til andre. Det at kunne være med til at give den glæde og forundring videre til både børn og voksne, og se deres glæde for naturen vokse, har været min største drivkraft.”
På sit 2. år på biologistudiet fik Cæcilie Ryhl Olsson sit første studiejob som underviser og friluftsvejleder, og her fik hun for alvor øjnene op for, at det var muligt at leve af at omsætte hendes egen begejstring for friluftsliv og natur til læring og oplevelser i naturen for andre:
”Derefter var der ingen vej tilbage, og den har stået på naturvejledning og formidling siden da,” fortæller Cæcilie Ryhl Olsson, og tilføjer, at det var en stor personlig milepæl for hende, da hun sidste år blev færdiguddannet naturvejleder efter at have arbejdet med naturformidling i over 10 år.
Bidrager til bedre naturforståelse
Begejstringen for naturen har dog også en skyggeside for tiden. Biodiversiteten har det skidt, og naturen har generelt trænge kår i Danmark. I Nationalpark Kongernes Nordsjælland arbejdes der derfor målrettet med at skabe rigere og bedre natur, men en måde at bidrage til dette er også at klæde folk bedre på til at forstå naturen omkring dem. Også her hjælper Cæcilie Ryhl Olssons baggrund og engagement til at bidrage til en bedre naturdannelse:
”Naturvejledning og -formidling udfylder en essentiel plads i samfundet. Det er igennem os, at mange børn og voksne får den tilknytning og viden om naturen, som de ikke kan få andre steder. Hvis ikke vi havde folk, der påtog sig opgaven med at gøre naturen spændende og tilgængelig, tror jeg at vores samfund ville være meget mere fattigt på både viden, naturdannelse og ønsket om at passe på vores natur.”
Heldigvis oplever Cæcilie Ryhl Olsson også gennem sit arbejde, at det gør en konkret forskel at gå ud og formidle om naturen og de mange arter, som vi deler verden med. Derudover er der ifølge hende også kommet en større opmærksomhed på de grundlæggende problemer de senere år:
”Vi lever i en tidsalder med masseuddøen af arter, iltsvind i havene, forurening af vores grundvand og klimaforandringer. Den almene befolkning er heldigvis begyndt at få øjnene op for problemerne, og hvor vigtigt det er, at vi passer på vores fælles natur. Jeg oplever, at flere og flere har lyst til at være med til engagere sig i projekter, som er med til at bevare og beskytte vores jord, samt ser det som en selvfølgelighed, at man skal give tilbage til naturen. Det varmer mit lille naturvejlederhjerte.”
Blå bog
- Cæcilie Ryhl Olsson
- Uddannet biolog med overbygning i International Nature Management, med speciale i Citizen science og formidling.
- Har arbejdet med naturformidling siden 2013, og blev færdig som Naturvejleder i 2023.
- Hendes yndlingsinsekter er snudebiller.