Klimaforandringer, menneskelig påvirkning af landskabet, opråb til magten om at udbedre naturens til tider ødelæggende kræfter. Lyder det bekendt?
Temaerne er aktuelle, men historien vi skal have fat i her er noget ældre. Det drejer sig om sandflugtens historie i Nordsjælland, en udvikling der varede i flere århundrede og hvis spor stadig kan ses den dag i dag.
For bedre at formidle sandflugtens betydning, har Nationalpark Kongernes Nordsjælland i samarbejde med GEUS-forsker Merete Binderup, videnskabsformidlerformidler Ida Toldbod og grafiker og illustrator Christina Fromberg fået udviklet en explainervideo, der dykker ned i den spændende historie.
Fra istid til kongemagt
Selvom videoen kun varer små 5 minutter, strækker den sig helt fra den lille istid omkring 1300-tallet og op til nutiden. Det er særligt Tisvilde- og Arresøområdet, der er i fokus, da sandet her væltede ind over landet i 1500- og 1600tallet, og gjorde det umuligt for bønderne at dyrke jorden, og begravede både slotte og byer.
Adskillige konger blev råbt op, så sandflugten kunne blive stoppet, hvilket du kan se mere om i videoen, og sandflugten er derfor også endnu et eksempel på, hvordan natur og kultur har udviklet det Nordsjælland, vi ser i dag, hvor blandt andet kongemagten har været afgørende.
Se videoen
Ovenstående er kun et lille udpluk af sandflugtens indflydelse i området. Bliv klogere ved at se hele videoen herunder.
Det er muligt at slå både danske og engelske tekster til ved at trykke på det lille symbol i nederste venstre hjørne af videon ved siden af play/pause-knappen.
English subtitles are available by clicking on the icon next to the play/pause-button in the bottom left corner of the video.
Temasti og forskning
Videoen er ikke den eneste måde, nationalparken har arbejdet med formidling af sandflugtens historie i Nordsjælland.
I samarbejde med Naturstyrelsen har vi lavet en temasti i Hornbæk Plantage, der blev indviet i 2023. Stien fører de gående gennem overraskende dramatiske landskaber, hvor nye skilte fortæller historier om isens og sandflugtens hærgen.
Derudover er der blevet udarbejdet en rapport omkring sandflugten i Nordsjælland, som kan læses her.