Ny edderkoppeart fundet i kommende naturnationalpark

Araknolog og konsulent Frederik Leck Fischer har for Nationalpark Kongernes Nordsjælland undersøgt, hvilke særlige arter af edderkopper, der findes i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov. Der blev fundet en helt ny art for landet, samt flere der er sjældne eller fåtallige

Edderkoppe-arten glødespringeren er blevet fundet i forbindelse med en baseline-undersøgelse i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov. Arten er aldrig set før i Danmark. Foto: Frederik Leck Fischer.

Glødespringer, jaguaredderkop, mosebjørneedderkop og mudderpanter. 

Det er navnene på nogle af de edderkopper, som araknolog og konsulent Frederik Leck Fischer i et projekt for Nationalpark Kongernes Nordsjælland har fundet i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov – et område, der er udpeget til kommende naturnationalpark. 

Førstnævnte edderkop, glødespringeren (Talavera parvistyla), er en art som aldrig før er set i Danmark, og undersøgelsens fund tæller også flere sjældne og fåtallige arter for landet, hvilket er samlet i en rapport, som netop er udgivet af nationalparken. 

Med undersøgelsen håber nationalparken at kunne være med til at belyse en ofte overset artsgruppe, som samtidig kan bidrage til at vise områdets rige biodiversitet. 

Særlige arter kræver særlige vilkår 

Fundene er gjort i forbindelse med en såkaldt baseline-undersøgelse, som skal vise arternes forekomst på udvalgte felter, der er geolokaliseret, så man kan vende tilbage og undersøge, om der sker ændringer i arternes forekomst. Edderkopper bliver ofte ikke undersøgt i samme grad som andre organismer, og det ærgrer araknolog og konsulent, Frederik Leck Fischer:

”Edderkopper er historisk blevet ignoreret i monitering, men der er faktisk ingen gode argumenter for at udelade dem. Edderkopper er utroligt vigtige for et økosystems funktion, og en rig diversitet af edderkopper kan derfor være en god indikator for resten af økosystemets tilstand.”

I sit arbejde med at kortlægge edderkopper i den kommende naturnationalpark fandt Frederik Leck Fischer både en helt ny art for landet, samt flere der kun er set få gange før eller som er fåtallige i Danmark. Dette kan kobles sammen med Teglstrup Hegn og Hellebæk Skovs naturtyper, fortæller Frederik Leck Fischer: 

Mange af de edderkopper, som jeg har fundet i forbindelse med undersøgelsen, kræver næringsfattig og lysåben natur, gamle løvtræer og tørvemoser af god kvalitet - naturtyper, der historisk er gået meget tilbage i Danmark. Undersøgelsen af edderkopper peger derfor også på, hvilke typer natur, vi skal passe på.”

Ny art i Danmark

I forbindelse med en baselineundersøgelse af edderkopper i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov foretaget af Nationalpark Kongernes Nordsjælland blev der fundet sjældne og fåtallige arter for landet, samt en art som aldrig før er set i Danmark:

Glødespringeren (Talavera parvistyla) er en lille edderkoppe-art, der ikke engang bliver 3 mm stor. Den blev fundet i Skidendam Højmose, hvor arten var talrig. Edderkoppen er kendt fra landene omkring Danmark fra tørvemoser af høj kvalitet. 

Undersøgelsen og alle fund blev udført af araknolog og konsulent Frederik Leck Fischer. Læs den fulde rapport her. 

Fundet af den nye art blev gjort ved Skidendam Højmose, der er en tørvemose af høj kvalitet. Foto: Lars Rudfeld

Før og efter naturnationalpark 

Undersøgelsen er gennemført i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov, som ligger inden for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Noget af Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov er udpeget til naturnationalpark og resten til urørt skov. Området står derfor overfor at blive ændret i retning af mere vild natur, hvilket med høj sandsynlighed vil betyde ændringer i artssammensætninger i området. Naturprojektleder ved nationalparken, Lars Rudfeld, fortæller om baseline-undersøgelsen: 

”Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov rummer unikke naturværdier og naturtyper, som bl.a. kvalificerer området til at være udpeget som EU-habitatområde. Her findes bl.a. højmose og gammel løvskov. Det er derfor interessant at se på, hvilke arter der lever her, og om de kan sige noget om behovet for at sikre og højne biodiversiteten i området. De udvalgte felter, som er blevet brugt til undersøgelsen, bruges også til undersøgelser af andre organismer, og vi håber at det samlet kan være med til at gøre os klogere på, hvad ændringen til naturnationalpark gør for naturens mangfoldighed.”

Når området omlægges til naturnationalpark og urørt skov, vil det både medføre mere dødt ved, som kan være levested for edderkoppernes byttedyr, såvel som dem selv, ligesom det vil betyde ændringer i skovenes hydrologi: Vandet, som i mange år har været drænet væk, vil komme tilbage, hvilket igen kan give bedre leveforhold for både byttedyr og edderkopperne selv – såvel som andre arter. 

Ud over den kommende naturnationalpark i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov kommer Nationalpark Kongernes Nordsjælland også til at indeholde naturnationalpark Gribskov. Både Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov samt Gribskov ejes af Naturstyrelsen Nordsjælland, som er ansvarlig for drift og naturpleje.

Undersøgelsen resulterede i fundet af 99 arter, herunder den nye art for landet, glødespringeren. Blandt de øvrige fund kan nævnes ege-løbeedderkoppen (Pilodromus praedatus), museedderkoppen Haplodrassus moderatus, der er et nyt distriktsfund, og stor rovedderkop (Dolomedes fimbriatus), der er Danmarks største edderkop. Det er muligt at læse mere om de mange arter i en rapport, som er at finde på nationalparkens hjemmeside

Nationalpark vs. Naturnationalpark

Danmarks fem nationalparker er: Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Skjoldungernes Land og Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Nationalparkerne er store – Kongernes Nordsjælland er fx på ca. 26.000 ha - og omfatter nogle af landets mest enestående og værdifulde naturområder og landskaber, samt noget af landets rige kulturarv. Nationalparkerne er udpeget af miljøministeren, og jorden ejes ikke af nationalparkerne selv. Nationalparkerne arbejder bl.a. for at skabe mere, rigere og mere sammenhængende natur gennem samarbejde med både offentlige og private lodsejere. 

Naturnationalparker er sammenhængende naturområder, hvor naturen får plads og mulighed for at udvikle sig på mere naturlige præmisser. Naturnationalparkerne er typisk på mellem 500 og 1500 ha. Målet er større biologisk mangfoldighed og ønsket er, at det skal ske hurtigt. Skove henlægges som urørt, de naturlige vandforhold bliver genoprettet, og græssende dyr sættes ud for at skabe dynamik og højere biodiversitet. To af de kommende naturnationalparker kommer til at ligge inden for Nationalpark Kongernes Nordsjælland: Naturnationalpark Gribskov og Naturnationalpark Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn. Begge ejes og forvaltes af Naturstyrelsen. 

Når Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov omlægges til naturnationalpark, vil der bl.a. komme mere dødt ved, hvilket er til gavn for mange arter. Her ses et skovbryn i Hellebæk Skov. Foto: Marianne Lund Ujvari.