Hængekøjehotellet tilbyder ti hængekøjer, som frit kan lånes året rundt til en nat i det fri. Konceptet er enkelt: Kig forbi Tipperuphus, snup en hængekøje med på tur, og find et af de nærliggende steder med opsatte hængekøjepæle og bålpladser. Når turen er slut, afleverer du hængekøjen igen – klar til den næste skovgæst.
Bag projektet står et stærkt lokalt samarbejde mellem Foreningen for Tisvildevejen, Naturstyrelsen Nordsjælland, Haldbjerg Naturcampus og Nationalpark Kongernes Nordsjælland, der alle ønsker at gøre det nemmere og mere tilgængeligt at få unikke oplevelser i den danske natur.
Projektleder for friluftsliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Cæcilie Ryhl Olsson, udtaler:
“Vi vil gerne gøre det enkelt og trygt for folk at tage den første overnatning i naturen – eller den næste. Hængekøjehotellet gør det muligt at opleve Gribskov på en ny måde, hvor man virkelig mærker roen, mørket og livet i skoven omkring sig.”
Cæcilie Ryhl Olsson
Projektleder for friluftsliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Alle kan være med
Det kræver ingen forkundskaber at overnatte i hængekøje – kun lysten til eventyr. Hængekøjerne er lette at bruge, og der er tydelig skiltning og vejledning ved hængekøjehotellet. Her er der også fremhævet fem særligt egnede steder i nærheden med hængekøjepæle og officielle bålsteder – perfekte spots til en tryg og hyggelig overnatning. På stedet finder du desuden praktiske tips og gode råd til, hvordan du kan værne om den gode naturoplevelse - for dig og andre, som du deler skoven med.
Projektleder for friluftsliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Cæcilie Ryhl Olsson, udtaler:
“"Vi håber, at vi med dette projekt ikke bare får flere ud at sove under åben himmel – men også giver en lyst til at passe godt på den natur, vi alle deler. Når man vågner midt i skoven og mærker roen, fuglesangen og duften af bålkaffe, så sker der noget særligt. Det er vores håb, at flere får øjnene op for, hvor meget naturen giver – og hvor lidt der egentlig skal til for at få en uforglemmelig oplevelse uden at efterlade sig spor.””
Cæcilie Ryhl Olsson
Projektleder for friluftsliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Uanset om du er ny i friluftslivet eller en erfaren vildmarkstype, er hængekøjehotellet en oplagt mulighed for at opleve naturen på en ny måde. Læs mere om hængekøjehotellet og book din hængekøje her.
Kontakt
Cæcilie Ryhl Olsson
Projektleder for formidling, friluftsliv og undervisning
Tlf. +45 93 59 70 23