Ny nationalparkplan i høring

Bestyrelsen for Nationalpark Kongernes Nordsjælland har den 20. oktober 2026 sendt forslag til Nationalparkplan 2027-2032 i offentlig høring i 12 uger.

Dronningens Bøge i Gribskov. Foto: The Newborn Daniel Overbeck / VisitNordsjælland

Nationalparkplan 2027-2032 sætter retningen for nationalparkens arbejde de næste seks år. Den bygger videre på de projekter, erfaringer og samarbejder, der er skabt siden nationalparkens oprettelse. Samtidig har de mange idéer og forslag, nationalparken modtog fra borgere, lodsejere, kommuner, foreninger og andre i idéfasen, været med til at forme den nye plan.

Nationalparkplan 2027-2032 er i offentlig høring i 12 uger, hvorefter den endeligt skal vedtages af nationalparkbestyrelsen i begyndelsen af 2027.

De næste seks år i nationalparken

Planforslaget er bygget op om syv udvalgte programpunkter, som samler nationalparkens arbejde inden for fagområderne natur, kulturarv, geologi og landskab, friluftsliv, forskning, undervisning og formidling:

1. En sammenhængende nationalpark
2. Magtens landskab
3. Skoven i forandring
4. Vandets veje
5. Det åbne land
6. Arter og deres levesteder
7. Trædesten til natur- og kulturoplevelser

Programpunkterne viser klare prioriteringer for projekter og samarbejder i den kommende planperiode, og samtidig skal de være med til at gøre det tydeligt for lodsejere, samarbejdspartnere og lokale aktører, hvad nationalparken arbejder for, og hvordan man kan bidrage.

“Med den nye nationalparkplan tager vi sammen endnu et vigtigt skridt i den langsigtede udvikling af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Planen sætter landskabet i scene som en tydelig ramme for de kommende år, hvor samspillet mellem natur og mennesker skal stå sin prøve blandt de nye idéer, lokale samarbejder og konkrete projekter, der kan opstå undervejs. Høringsperioden er en vigtig mulighed for at sikre, at alle kommer til orde og kender til muligheden for at blive medskaber af nationalparkens udvikling, inden planen skal vedtages af nationalparkens bestyrelse i slutningen af vinteren.”

Per Kølster

Formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Læs forslaget og send dit høringssvar

Planforslaget og det øvrige høringsmateriale finder du digitalt her på på nationalparkens hjemmeside. 

Samme sted findes også opsamlingen på idéfasen, der forklarer, hvordan de mange idéer og forslag er indgået i arbejdet med planen.

Bemærkninger til planforslaget skal være modtaget senest 12. januar 2027. 

Du sender høringssvar til knsj@danmarksnationalparker.dk med emnefeltet "Nationalparkplan: høringssvar" eller med post til: Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Klostergade 12, 3230 Græsted.