Vandprøver i Pøle Å skal give ny viden om Arresøs opland

Over det kommende år skal vandprøver og kortlægning bidrage til at finde ud af, hvor næringsstofferne kommer fra, og hvordan de bevæger sig videre mod Arresø. Pøle Å er udvalgt som pilotområde i den igangværende forundersøgelse af Arresø.

Udsigt over Arresø fra Auderød Havn. Samarbejdspartnerne i Arresø Trepart var til Folkemødet Ren Arresø i slutningen af august måned. På billedet ses det lille a – logo for projektet Alles Arresø. Foto: Mark Therkildsen

Arresø er i dag i dårlig miljøtilstand på grund af høj tilførsel af næringsstoffer. Det medfører algeopblomstring, uklart vand og forringede levevilkår for planter og dyr i søen. Søen lever ikke op til miljømålene.
Undersøgelserne skal derfor skabe et bedre fagligt grundlag for at forstå, hvor næringsstofferne kommer fra, og hvor fremtidige indsatser kan gøre størst gavn for Arresø og dens opland.
Folketinget har afsat 2,5 mio. kr. på finansloven for 2026 til forundersøgelsen, og Nationalpark Kongernes Nordsjælland har afsat 1 mio. kr. til at supplere undersøgelser og formidling.

Arresø Treparten består af Gribskov, Hillerød og Halsnæs Kommuner, Naturstyrelsen, Nordsjællands Landboforening, Danmarks Naturfredningsforening og Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Nationalparken fungerer som sekretariat for trepartens samarbejde med Alles Arresø. Følg med i Arresø Trepart og Alles Arresø her.

Hvad går forundersøgelsen ud på?

Formålet med forundersøgelsen er at skabe et fagligt grundlag for at forstå, hvor næringsstofferne, der udledes til Arresø, kommer fra. På den måde kan man bedst afgøre, hvilke indsatser, der på sigt kan forbedre søens tilstand.
Forundersøgelsen er både en undersøgelse af eksisterende viden og prøvetagninger i landskabet, der kan generere ny viden. Undersøgelsen er altså todelt mellem analyse af den eksisterende viden og vandprøvetagning i oplandet til Pøle Å.
Gå i dybden med forundersøgelsen i dette faktaark.

“Arresø er Danmarks største sø, og værdifuld for biodiversiteten og rekreative oplevelser for hele Nordsjælland. Med forundersøgelsen ønsker vi at skabe et stærkt fagligt grundlag, så indsatser kan gøre størst gavn i oplandet til gavn for både Arresø, Roskilde Fjord og Isefjord.”

Per Kølster

Formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Pøle Å bliver pilotområde
Syddansk Universitet skal gennemføre vandprøvetagning i oplandet til Pøle Å flere gange over det kommende år. De udvalgte 45 lokaliteter besluttes på baggrund af en indledende screening af oplandet. Udover målingerne i Pøleå udføres også målinger nær udløbet ved Lyngby Å.
Hvis der i denne del af forundersøgelsen bliver behov for prøvetagning på private arealer, vil de berørte lodsejere blive kontaktet direkte af Hillerød Kommune eller Gribskov Kommune for at aftale nærmere.

Vandprøvetagningen i oplandet til Pøle Å er udelukkende en del af forundersøgelsen. Der træffes altså ikke beslutninger om konkrete fremtidige indsatser på de enkelte ejendomme i denne del af arbejdet.
Forstå forundersøgelsen med dette faktaark.

Vil du vide mere om måleprojektet, der udføres af Syddansk Universitet, kan du kontakte projektleder i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Lars Rudfeld, på lar@danmarksnationalparker.dk.

“Forundersøgelsen er et første vigtigt skridt i at få et grundlag for en renere Arresø, som har lidt under mange års udledninger og manglende indsats.”

Søren Mark Jensen

Danmarks Naturfredningsforening

Kortlægning af viden om tilstand og forureningskilder
Udover undersøgelserne ved Pøle Å skal rådgivningsvirksomheden NIRAS samle og analysere den omfattende eksisterende viden, der allerede findes om forureningen af Arresø. Dette skal bidrage til at finde de mest omkostningseffektive og robuste indsatser.
Arbejdet forventes afsluttet i begyndelsen af 2027.

Vil du vide mere om kortlægningsprojekter, der udføres af NIRAS, bedes du kontakte projektleder for Grøn Trepart i Hillerød Kommune, Sofie Vinter Juul, på sofju@hillerod.dk.

“Hvis vi skal finde de mest effektive løsninger, er det vigtigt at forstå, hvor næringsstofferne kommer fra. Derfor er kortlægningen et vigtigt skridt i arbejdet med at forbedre Arresøs tilstand.”

Kaare Larsen

Nordsjællands Landboforening

Hvad betyder det for lodsejere?

De lokaliteter, hvor der skal tages vandprøver, udvælges på baggrund af en indledende screening, som gennemføres i nær fremtid. Herefter vil involverede lodsejere blive kontaktet direkte af Hillerød Kommune eller Gribskov Kommune for at drøfte mulighederne for, at Syddansk Universitet kan få adgang til området og gennemføre vandprøvetagning.
Vandprøvetagningen er alene en del af forundersøgelsen. Der træffes derfor ikke beslutninger om fremtidige indsatser på enkelte ejendomme i denne sammenhæng.

Har du spørgsmål?

Find svar om projektet Alles Arresø, om udledning af kvælstof og fosfor og følg med i Arresø Trepart-styregruppens arbejde her.