Hvad gemmer gravhøjene også på?

Gravhøje er en særegen krydsning mellem natur og kultur, da den kulturhistoriske bevaring har banet vej for, at floraen på gravhøjene ofte har kunnet stå uberørt hen. Nationalparken har i et projekt undersøgt, om gravhøje her gemmer på botaniske interesser, hvilket der netop er udkommet en rapport omkring.

Dragebjerg. Foto: Lars Rudfeld

Du har sikkert set dem rundt omkring i det danske landskab. Gravhøjene, der stikker op som små bløde bakker og minder os om fortidens ritualer. De fleste ved, at de kan fortælle en masse om vores kulturhistorie, men var du også klar over, at gravhøjene kan give et særligt indblik i naturens udvikling?

Netop fordi gravhøjene har fået lov til at stå urørte hen på grund af deres kulturhistoriske værdi, kan de være refugier for vilde planter i det åbne land, fritaget for opdyrkning og anden indgriben i naturens gang. Floraen på højene kan derfor stamme helt tilbage fra den græstørv, der blev brugt, da højene blev anlagt, og de er dermed et spændende indblik i levende naturhistorie.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har i 2023 derfor gennemført et projekt, der netop havde til formål at undersøge, hvad nogle af gravhøjene i nationalparken rummer af botaniske fund.

Store Maglehøj. Foto: Marianne Ujvari

Blandt tjærenelliker og blåhatte

Undersøgelserne af gravhøje i nationalparken er sket i samarbejde med JP Biotop, og der er blevet undersøgt over 50 gravhøje fordelt i et område fra Tisvilde over Arrenæs til Gribskov og ned mod Krogerup. De fleste af gravhøjene er at finde på Naturstyrelsens arealer.  

Der blev fundet omkring 250 forskellige plantearter, herunder blandt andet markfrytle, vellugtende gulaks, håret høgeurt, femhannet hønsetarm, liden klokke, knold-rottehale, gul snerre, lyng-snerre og pille-star – for blot at nævne nogle af de floromvundne navne.

På billederne herunder kan du se et lille udvalg af gravhøjenes flora, nemlig tjærenellike, blåmunke og en blåhat, der har besøg af en køllesværmer. Disse er fundet ved blandt andet Store Maglehøj og Mutter Gribs Hule, som er to af gravhøjene i nationalparken.

Tjærenellike. Foto: Lars Rudfeld
Blåmunke. Foto: Lars Rudfeld
Køllesværmere på blåhat. Foto: Lars Rudfeld

Fokus på naturforbedringer

I Nationalpark Kongernes Nordsjælland arbejder vi for mere og rigere natur, og langt de fleste af vores naturprojekter har et element af naturpleje eller –forbedring. Denne undersøgelse er ikke en undtagelse, da en del af projektet omhandlede, hvordan pleje af gravhøjene kan tage endnu mere højde for den særlige flora.

I rapporten foreslås flere forskellige plejemetoder, og nationalparken er i dialog med lodsejere, herunder Naturstyrelsen, om, hvordan man kan skabe bedre forhold for floraen på gravhøjene.

Hvis du vil blive klogere på undersøgelsen, kan du læse den fulde rapport her.