På partnerbesøg: Klar til mere samarbejde i 2024

På en smukt sneklædt januardag afholdt Nationalpark Kongernes Nordsjælland årets første arrangement for nationalparkens partnere. Her mødtes omkring 20 engagerede partnere til fyraftensmøde hos Kongernes Feriepark til en snak om mulige samarbejder og ønsker for det kommende år.

En række af nationalparkens partnere bliver vist rundt på Kongernes Feriepark.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har nu i tre år haft et partnerskabsprogram, der har til formål at styrke og udvikle samarbejdet med og imellem lokale aktører i og omkring nationalparken. En af måderne hvorpå de over 70 partnere kan blive klogere på nationalparken og hinanden, er gennem de partnerbesøg, som nationalparken afholder 3-4 gange om året. Her inviteres alle interesserede på besøg hos en udvalgt partner, der så har mulighed for at fortælle om sin virksomhed eller forening.

Værten for det første fyraftensmøde i 2024 var ejer af Kongernes Feriepark, Kim Lundshøj, som tog imod omkring 20 gæster og bød på kage og tiltrængt varm kaffe på denne råkolde januar-eftermiddag. Dagens program bød på introduktion til stedet, nyt fra nationalparken, samt fælles samtaler og ideudveksling omkring hvordan netværket skal udvikle sig det kommende år.

Kim Lundshøj (i midten) fortæller om Kongernes Feriepark og viser de øvrige partnere rundt.

Klar på endnu mere samarbejde

Efter en frisk rundtur på Kongernes Feriepark, hvor Kim Lundshøj fortalte om stedets mange facetter og blandt andet viste de øvrige partnere de mange royaltklingende navne, der pryder parkens hytter og områder, samt campingpladsens store, men stivfrosne udendørs pool, var det tid til at bevæge sig ind i varmen igen. Her faciliterede nationalparken gruppesnakke om partnernes projekter fra det forgangne år, og deres ønsker og visioner for 2024.

Rundt i det summende lokale kunne man høre om alt fra overnatninger i naturen, filosofiske foredrag, kvindelige iværksættere, mad i det fri, til vandreruter og nordsjællandske klostre. Generelt mærkede man tydeligt det store engagement og velviljen til at udveksle erfaringer, netværk og at arbejde mere sammen.

Da samtalen blev taget op i plenum, nævnte flere af de deltagende også, at de ønskede sig endnu mere samarbejde på tværs af partnerskabskredsen, da der er gode muligheder for videreudvikling af oplevelser, arrangementer med videre. Andre partnere nævnte også eksempler på hidtidigt samarbejde på tværs, som har været til stor gavn for alle parter.

Resten af eftermiddagen stod på erfaringsudveksling samt en kort præsentation fra nationalparkens sekretariat.

Partnerskabsprogrammet det kommende år

At partnerne har et enormt drive og ønske om at styrke de lokale aktørers sammenhængskraft er til stor glæde for nationalparken, som også hele tiden bestræber sig på, at partnerskabsprogrammet skal leve op til sit fulde potentiale.

Derfor har nationalparken igangsat en evaluering af partnerskabsprogrammet i samarbejde med rådgivningsfirmaet Orange Elevator, der på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt partnerne og interview med medlemmer fra nationalparkens råd, skal komme med bud på hvordan partnerskabsprogrammet kan blive endnu bedre i fremtiden. Evalueringen er i fuld gang, og når den er afsluttet i forsommeren, kan vi løfte sløret for hvilke ændringer, der kommer til at ske.

Om partnerskabsprogrammet

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har siden 2021 haft et partnerskabsprogram med henblik på at understøtte udviklingen af lokalsamfundet og det lokale erhvervsliv i og omkring nationalparken.

Antallet af partnere er vokset år for år, så der nu er mere end 70 partnere. I midten af 2024 vil man kunne ansøge om at blive en del af partnerskabsprogrammet. Når der åbnes for ansøgninger annonceres det her på nationalparkens hjemmeside og i vores nyhedsbrev.

Der findes to typer af partnerskaber, der kan søges af henholdsvis virksomheder, foreninger mv., der har kontakt med lokale og besøgende i eller i nærheden af nationalparken, og producenter med produkter, der er produceret og/eller forarbejdet i nationalparken.

Læs mere om partnerskabsprogrammet på denne side og se denne oversigt over partnere