Mød en lodsejer: ”Vi vil gerne have glæden ved jorden”

Hvad kan der ske med en familiegård over flere generationer? Da Monika og Jens Peter overtog hendes forældres gård, besluttede de sig for at omlægge fra konventionelt landbrug til mere natur, og har siden samarbejdet med nationalparken om flere naturprojekter. Mød dem her, hvor de fortæller om deres tanker om at give naturen mere plads

Monika og Jens Peter har sammen med Nationalpark Kongernes Nordsjælland lavet flere naturforbedrende tiltag på deres grund. Her står de med deres hund Nala.

Man ser den allerede fra vejen, når man kører op mod Monika og Jens Peters gård: En sø på marken, omkranset af dunhammere. Denne solbeskinnede februardag glider to svaner rundt på den del af vandet, der ikke er dækket af is. 

Permanentgørelsen og udvidelsen af søen er et af de projekter, som Monika og Peter har lavet på deres grund i samarbejde med Nationalpark Kongernes Nordsjælland for at skabe mere plads til naturen. Placeringen af deres gård gør desuden, at projekterne er med til at skabe sammenhæng mellem eksisterende naturområder.

De øvrige projekter tæller oprensning og udvidelse af et eksisterende vandhul, en gravhøj der er blevet ryddet, så den står tydeligere frem i landskabet, og så har nationalparken støttet en ansøgning om permanent ekstensivering af stort set hele grunden. Det vil sige, at man ikke længere kan drive traditionel landbrugsdrift med gødskning og sprøjtning. 

Dette er et skift fra tidligere, hvor gården har været drevet som konventionelt landbrug af først Monikas farfar og derefter far: ”Det har altid været planen, at vi ikke skulle bruge arealet til at dyrke landbrug,” fortæller Jens Peter og Monika supplerer: ”Ikke på den der meget intensive måde, som det egentlig har været. Vi ville gerne have glæden ved jorden.”

Et fælles tredje 

Glæden ved jorden og naturen er gennemgående for samtalen, og for både Monika og Jens Peter er denne opstået ved at være vokset op på landet, hvor de begge har brugt meget af deres barndom i det fri. Jens Peter fortæller, at de sjældent sad inde i hans barndom, fordi der altid var noget på gården, de kunne hjælpe til med, og i Monikas familie dyrkede de at vide noget om og kunne udpege forskellige arter i omgivelserne. Interessen for naturen har derfor været et sted, de to kunne mødes: 

Det er en del af samhørigheden mellem os, at vi begge to er vokset op på den måde. Selvom vi på mange måder er meget forskellige, så er det vores fælles tredje: Naturen og det at ville lave ting udenfor. For os er det vores livsstil og en fritidsinteresse at have som et dejligt alternativ til det arbejdsliv, vi ellers har. Vi har også bygget shelter i haven, vi har skoven nede bagved, og vi er med i det lokale kulsvierlaug. Vi har det bare bedre, når vi er herude, hvor der er store vidder,” siger Monika. 

Sammen med deres tre børn bruger de meget af deres tid udendørs. Der går ikke en dag, hvor de ikke går en tur ud over grunden, og her har de også kunnet mærke en ændring, efter de nye naturprojekter er blevet til, fortæller de. Særligt den store sø har givet et andet liv: 

Allerede fra starten kunne vi mærke, at naturen rykkede ind. Efterhånden som søen fik fred, så kunne vi høre viben allerede det første forår,” siger Monika og Jens Peter supplerer: ”Og frøerne flyttede også ind kort efter.” 

Gråænder, blishøns og svaner er tit at finde ved søen, og de har også set traner spankulere rundt. Det rige fugleliv er heller ikke gået ubemærket hen hos de andre beboere i området. Monika og Jens Peter fortæller, at de på månedlig basis får komplimenter for søen og generelt oplever, at det er til stor glæde. Den øgede mangfoldighed er også noget, de selv sætter stor pris på: 

Noget af det fede ved at komme udenfor er det her med, at så så man lige glenten eller hørte viben, eller om sommeren at opleve, at der er fyldt med frøer nede i det nye vandhul. Det er et mangfoldigt landskab, og at den mangfoldighed bliver ved med at være her kræver, at man skaber natur og områder, hvor det kan være på,” siger Monika. 

Permanentgørelse og udvidelse af en stor sø på ejendommen er et af de projekter, Nationalpark Kongernes Nordsjælland har samarbejdet med Monika og Jens Peter om.

Udvikling over generationer 

Monika er som tidligere nævnt vokset op på gården, og har derfor set området udvikle sig i takt med forskellige tiders skiftende syn på natur og landbrug. Adspurgt om deres omlægning fra landbrug til natur har givet anledning til diskussioner med hendes far, griner både Monika og Jens Peter samtykkende:

Min far og min farfar før ham har jo i mange, mange år arbejdet aktivt med at få vandet væk fra det sted, hvor søen er nu, og så har vi bare ladet det løbe til. Det har vi snakket en del om. Men samtidig har han sat en havestol ude på hjørnet derude, fordi han elsker at sidde og kigge på søen. Han er ligeså stolt, når folk siger ’nej, hvor er det blevet dejligt med den sø’ og fortæller, hvad de ser af fugle. Men han har da skullet sluge en lidt stor kamel på, at det er den vej, det går, og at det er det, vi vil. Jeg tror også, han har følt det en smule som kritik, eller som om det, han har haft og gjort, var forkert,” siger Monika. 

For både Jens Peter og Monika kommer det at eje land med en følelse af ansvar, og det er Monika også sikker på har gjort sig gældende for sin far. Der er bare forskel på, hvad ansvaret har været rettet mod: 

Jeg tror, min far følte en anden form for ansvar. Han følte ansvar ift. at drænene blev vedligeholdt, og at jorden kunne dyrkes, hvor jeg mere føler et ansvar ift. miljø og den planet, vi gerne vil give videre til børnene. Det er også en bevidsthed om at være i verden lige nu. Det regner fx på nogle andre måder nu, end det gjorde for 20 år siden, og det gør, at vi må skabe plads til vandet i landskabet på en anden måde,” siger hun med henvisning til søerne.  

Hun nævner, hvordan gården har været i løbende udvikling: Tidligere var her mange små marker og græssende kører på arealet, hvilket gav en anden mangfoldighed, end da det blev dyrket som en stor fælles mark – en ”kornørken”, som hun kalder det – som var tilfældet i årene op til, at hun og Jens Peter gik i gang med deres projekter. Derudover har de begge mødt forskellige syn på natur og landbrug fra deres respektive opvækst, nabogårde og lignende. Monika vedkender sig en ”meget lille ambivalens” ift. til deres egen udvikling af gården: 

Jeg er også vokset op med, at der var stolthed i, at markerne og afgrøderne var gode, men jeg synes, det andet er vigtigere. Min far har også sagt, at han kunne drømme om, at der kom til at gå køer ude på marken, efter den permanente ekstensivering. Det oplever jeg som hans måde at acceptere det, vi gør, ” siger Monika. 

Monikas far har placeret en havestol ved hjørnet af gården, så han kan nyde synet udover den nye sø.

Naturprojekter hos Monika & Jens Peter

  • Permanentgørelse og udvidelse af en stor sø i en lavning, der hele tiden stod under vand
  • Oprensning af et eksisterende vandhul, som samtidig blev udvidet, da et dræn blev afbrudt
  • Fritlægning af en gravhøj, som nu er synlig fra offentlig vej
  • Støtte til ansøgning om permanent ekstensivering af alle 20 ha 

Hver ting til sin tid  

Arbejdet med at skabe mere natur på grunden er ikke slut, men for nu er der mest tale om løse idéer til videre projekter. Før de begyndte på de nuværende projekter, havde de heller ikke en overordnet plan for, hvad der skulle ske, udover at det ikke skulle være landbrug. 

Der har altid været en plan om, at vi ikke skulle bruge det til at dyrke landbrug, men vi har ikke haft nogen plan for hvordan. Der har været alt muligt oppe at vende; om vi skulle dyrke vin på det eller plante det hele til skov. Mange af projekterne har også været ud fra idéer, som I fra nationalparken er kommet med. Vi var fx aldrig selv kommet på at grave mosen op eller at rydde gravhøjen,” siger Jens Peter. 

Et vigtigt element i omlægningen til natur har også været, at de har kunnet gøre det i deres eget tempo. Med fuldtidsjob, en gammel gård, der skal sættes i stand, samt tre piger i forskellige aldre, som skal have deres fortjente opmærksomhed, er der begrænsninger på, hvor meget tid, de kan afsætte. Men de har løse idéer til flere naturprojekter, og de synes begge, ligesom Monikas far, at det kunne være godt at få græssende kvæg på arealerne, som kunne bidrage til biodiversiteten: 

Jeg gad da godt have et par dyr selv. Jeg er vokset op med køer, og jeg synes, det er noget af det skønneste i verden. Men som sagt, så er der lige de her mennesker, der skal have deres tid - vores børn. Så lad os se om 3-4 år, når den yngste ikke er helt lille længere, om ikke det kommer til at give sig,” siger Monika. 

På en tur ud over marken peger de et enligt lindetræ ud, der troner smukt over den nu mere synlige gravhøj, og fortæller om, at Monikas far har tilbudt at samle de større sten på marken sammen og samle dem i bunker nede ved søen, så det kunne blive tilflugtssteder for kryb og kravl. Lige nu nyder de bare, at forpagtningen er sagt op, så de kan vade frit ud over markerne, og så glæder de sig til at se, hvad der kommer til at ske, nu hvor den permanente ekstensivering er blevet godkendt: 

Jeg glæder mig bare til det der med, at man opdager, at ’ej gud, der er kommet en eller anden plante op her!’ Det er en del af vores daglige rutine at gå tur her, så at gå turen bare på vores mark og opleve noget, det bliver da fedt,” siger Monika. 

Natur hos private lodsejere

Nationalpark Kongernes Nordsjælland indeholder arealer fra over 200 private lodsejere. At være en del af nationalparken indebærer ikke nogen begrænsninger for, hvordan ejerne forvalter deres jord, men giver muligheder for at indgå i naturprojekter i samarbejde med nationalparken, samt at få rådgivning og støtte til, hvordan man kan gøre en indsats for rigere natur på sin grund. 

Nationalparken har blandt andet været med til at udså hjemmehørende arter, grave og oprense vandhuller og hjulpet med hegning i forbindelse med græsning. Mange af projekterne er foruden at bidrage til levesteder og øget biodiversitet med til at sikre sammenhæng i nationalparkens naturområder. 

Tidligere var det nærmest ikke muligt at se gravhøjen, men nu står den tydeligt frem i landskabet.