Igen i år støtter Nationalpark Kongernes Nordsjælland lokale projekter og initiativer, der skaber mere natur, styrker kulturarven, fremmer friluftslivet og formidler nationalparkens værdier. Otte projekter har i år fået tilsagn om støtte på i alt 500.000 kr. gennem Nationalparkpuljen 2025.
Formand for puljeudvalget og næstformand i nationalparkens bestyrelse, Poul Erik Pedersen, udtaler:
"Vi er imponerede over de mange gode idéer, vi har modtaget i år. Det er fantastisk at se, hvordan lokale foreninger, skoler, lodsejere og ildsjæle bidrager til at gøre nationalparken endnu rigere på både natur, kultur og friluftsoplevelser. Med Nationalparkpuljen kan vi være med til at løfte lokale projekter, der ellers mangler midler for at blive ført ud i livet – til glæde for både naturen og fællesskabet."
Et boost til biodiversitet, spejderliv og levende læringsrum
En af de otte ansøgere, der fik tilsagn til deres projekt, er lodsejer Karen Tommerup. Med ønsket om at genskabe et overdrev på Præstegården i Lille Lyngby, har hun søgt Nationalparkpuljen om midler til at få lagt overdrevsfrø og hegning til på sigt at få kreaturer til at græsse på området. Ved at genskabe overdrev på tidligere landbrugsarealer, får naturen mere plads og biodiversiteten styrkes, fortæller Karen Tommerup:
"Støtten fra Nationalparkpuljen er en biodiversitetsbooster. Når man stopper landbrugsdrift på et areal, tager det normalt mange år, før naturen vender tilbage, fordi næringsrigt græs udkonkurrerer de vilde urter. Med støtten fra Nationalparkpuljen kan jeg hurtigere nulstille arealet og fremme den biodiversitet, jeg har brugt 25 år på at skabe andre steder."
Udover lodsejeren Karen Tommerup har syv andre ansøgere modtaget støtte i år: Arresø Kajakklub, Krogerup Højskole, Dronningmølle Borgerforening, Espergærdespejderne, DGI Nordsjælland, Danmarks Naturfredningsforening og Frederiksborg Byskole.
Få støtte fra nationalparken
I alt søgte 21 ansøgere om tilskud til deres projekter via Nationalparkpuljen 2025. For at komme i betragtning til at modtage støtten, skal man leve op til Nationalparkpuljens retningslinjer, og derfra er det op til puljeudvalget, som er nedsat af nationalparkbestyrelsen, at vurdere og prioritere ansøgningerne. Den endelige godkendelse sker ved bestyrelsen for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
I 2026 vil der igen blive åbnet for mulighed om at søge støtte via Nationalparkpuljen, og nationalparken opfordrer allerede nu interesserede til at forberede sig til næste års ansøgningsrunde, lyder det fra pulje-udvalgets formand Poul Erik Pedersen:
"Vi håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden i næste ansøgningsrunde for at søge støtte til projekter, der skaber oplevelser og udvikling inden for nationalparkens rammer. Det er inspirerende at se, hvordan lokalt engagement kan omsættes til konkrete resultater."
Om Nationalparkpuljen
Siden 2022 har Nationalpark Kongernes Nordsjælland uddelt støttemidler til lokale initiativer gennem Nationalparkpuljen. Puljen er henvendt til private lodsejere i nationalparken samt foreninger med et ikke-kommercielt formål, og fra 2024 har det også været muligt at søge om midler som daginstitution, skole eller naturskole inden for nationalparkens fem kommuner (Gribskov, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød og Helsingør).
Nationalparkpuljen støtter initiativer, der skaber bedre natur, bevarer kulturarven, løfter formidling eller skaber nye friluftsmuligheder i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Der vil blive åbnet for ansøgninger til Nationalparkpuljen igen i 2026. Læs mere om puljen her.