Igen i år støtter Nationalpark Kongernes Nordsjælland lokale projekter og initiativer, som er med til at virkeliggøre nationalparkens formål og værdier. De 10 projekter, der i 2026 har fået tilsagn om støtte fra Nationalparkpuljen, spænder bredt og viser det store lokale engagement i at udvikle området.
Forhenværende formand for puljeudvalget og forhenværende næstformand i nationalparkens bestyrelse, Poul Erik Pedersen, udtaler:
"Årets projekter viser, hvor meget der kan vokse ud af lokale idéer og initiativer. Det gælder både de projekter, der styrker biodiversiteten, dem, der gør landskab og kulturhistorie levende gennem formidling, og dem, der skaber nye mødesteder og oplevelser i naturen. Det er netop den type lokal forankring, Nationalparkpuljen er sat i verden for at understøtte.”
Fra lyslokning og istidsformidling til grønne læringsrum
Blandt årets projekter er Hellebæk Kohaves Venner, som har fået støtte til lyslokningsudstyr til brug i og omkring nationalparken. Udstyret skal bruges til at tiltrække og registrere natsommerfugle og andre nataktive insekter og bidrage til formidling og viden om biodiversiteten i området.
Byaasgaard Naturcamping & Mikrolandbrug har modtaget støtte til fritlægning, naturpleje og formidling af istidsåsen på Byaasgaard, som er en del af det karakteristiske moræne- og dødislandskab i nationalparken. Projektet skal være med til at gøre de landskabelige og geologiske former synlige og oplevelsesrige samtidig med, at besøgende kan få en bedre forståelse af områdets naturgrundlag. Kenneth og Signe Tang Larsen driver sammen Byaasgaard, og om puljestøttens bidrag til projektets fremtid fortæller Kenneth:
"For 5-6 år siden ryddede vi et stykke af åsen ved håndkraft. Her blev det tydeligt for os, hvor skjult det unikke geologiske landskab er bag buske og træer. Med støtte fra puljen kan der hegnes, så dyr kan holde beplantningen nede og åsen synlig. Åsen går gennem hele matriklen - heraf navnet Byaasgaard - og nu kan vi arbejde med formidlingen af, hvad det egentlig er for en historie, vi står på."
Derudover har Naturcenter Nyruphus fået støtte til at udvikle området Det Grønne Rum, så det får flere mindre, afskærmede rum, hvor natur- og friluftsrelaterede aktiviteter kan finde sted i fred og ro. Målet er at skabe bedre rammer for læring, fordybelse og fællesskab i naturen.
Udover de tre projekter har syv andre ansøgere modtaget støtte i år: Danmarks Naturfredningsfor-ening, Foreningen for Ågabets Bevarelse, Foreningen Tisvildevejen, Historiske Rideruter, Kajakklubben Esrum Sø, Naturvejlederen i Halsnæs Kommune og Skovskolen.
Lokal interesse for Nationalparkpuljen
I alt søgte 19 ansøgere om tilskud til deres projekter via Nationalparkpuljen 2026, som er målrettet projekter, der understøtter nationalparkens arbejde med natur, kulturarv, friluftsliv, geologi og formidling. For at komme i betragtning til støtte skal projekterne leve op til Nationalparkpuljens retningslinjer, hvorefter puljeudvalget vurderer og prioriterer ansøgningerne.
Næste år vil der igen være mulighed for at søge støtte via Nationalparkpuljen, og derfor opfordrer nationalparken allerede nu interesserede til at forberede sig til næste års ansøgningsrunde. På hjemmesiden kan man få svar på de vigtigste spørgsmål og orientere sig om rammerne for ansøgningen og de projekter, som Nationalparkpuljen støtter. Sekretariatschef Mia Brædstrup-Holm udtaler:
”Hvert år modtager vi mange spændende projekter, der kan bidrage til oplevelser, forskning, fællesska-ber og styrkelse af værdierne i Nordsjællands rige natur- og kulturlandskab. Desværre kan vi ikke give tilsagn til alle projekter, men i sekretariatet sidder vi klar til at vejlede om rammer og retningslinjer for ansøgninger, så vi kan være med til at sikre gode muligheder i ansøgningsprocessen, og at inspirerende idéer kan omsættes til virkelighed.”
Om Nationalparkpuljen
Siden 2022 har Nationalpark Kongernes Nordsjælland uddelt støttemidler til lokale initiativer gennem Nationalparkpuljen. Puljen er henvendt til private lodsejere i nationalparken samt foreninger med et ikke-kommercielt formål, og fra 2024 har det også været muligt at søge om midler som daginstitution, skole eller naturskole inden for nationalparkens fem kommuner (Gribskov, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød og Helsingør).
Nationalparkpuljen støtter initiativer, der skaber bedre natur, bevarer kulturarven, løfter formidling eller skaber nye friluftsmuligheder i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Der vil blive åbnet for ansøgninger til Nationalparkpuljen igen i 2026. Læs mere om puljen her.