Bævernes verden

Bæveren forsvandt fra Danmark i jernalderen for over 2.500 år siden, fordi den blev jaget for sit skind og som føde. I dag er den tilbage – først blev den sat ud i Jylland, og i 2009 kom de første bævere også til Nordsjælland og blev udsat ved Dronningholm Mose i Arresø.

Bæveren er en nøgleart. Når den fælder træer, oversvømmer områder og efterlader bunker af dødt træ, skaber den nye levesteder for mange andre dyr og planter, der trives i de våde områder.

Kort sagt er bæveren med til at passe på naturen i Nordsjælland og skabe bedre vilkår for mange andre arter.

Foto: Mikkel Jézéquel 

En bæver kan fælde et helt træ – ikke med maskiner, men med sine tænder. De store, orange fortænder er dækket af et hårdt lag emalje med jern, som gør dem stærkere end træet.

Fordi emaljen kun sidder på forsiden af tænderne, slides bagsiden hurtigere. Det gør fortænderne skarpe som en økse, og med dem kan bæveren gnave et træ over.

Et lille træ på 10 cm i diameter kan bæveren fælde på fem minutter, mens et stort træ kan tage et par dage.

Foto: Mikkel Jézéquel 

Forestil dig en kold vintermorgen ved søen eller åen. Vandet ligger mørkt og blankt, men under overfladen holder bæveren sig varm takket være sin fantastiske pels. Den tætte underuld er som et tykt tæppe af silkebløde hår, og ovenpå ligger de lange, grove dækhår, der er mættet med olie og holder vandet ude.

Det er denne dobbeltlagede pels, der gør bæveren så blød og eftertragtet. I jernalderen blev den jaget næsten til udryddelse for netop denne pels og som føde. Mennesker satte pris på både dens varme og dens glatte, bløde fornemmelse mellem fingrene.

Men pelsen er først og fremmest naturens eget mesterværk. Den gør bæveren i stand til at dykke ned i iskolde vandløb, bygge dæmninger og hente grene og kviste uden at miste kropsvarmen. Det er en pels skabt til vandets liv – tæt, varm og uimodståeligt blød.

Foto: Mikkel Jézéquel