Velkommen til livet i redekassen ved Pibervang

Hvinanden kan næsten kaldes nationalparkens egen maskot. Nordsjælland er dens kerneområde i Danmark, og omkring skovsøerne i Gribskov–Esrum Sø-området vender den tilbage år efter år for at yngle. Den vælger søer, der er omkranset af løvskov, hvor den kan finde hulheder i gamle træer – eller en opsat redekasse – højt over skovbunden. Her lægger hunnen æggene i skjul mellem fjer og dun. Når ællingerne er klar, kalder hun dem ud til dagens første store spring: fra redehul og ned mod skovbunden, for derefter at trisse efter hende ud til vandet.

Nede i søen dykker hvinænderne efter muslinger, snegle, orme, insekter, småfisk og krebsdyr. De forsvinder under overfladen og kommer op igen med små glimt af søens skjulte liv i næbbet. Sådan pendler de mellem luft og vand, træ og sø – en lille rytme, der gentager sig hele året i nationalparken.

Næste gang du står ved bredden af en af nationalparkens søer en kølig dag, så brug et øjeblik på at lede efter de gule øjne og lytte efter de hvinende vingeslag. Det er lyden af hvinanden – og af et stykke helt særligt fugleliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

En aften i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, lige dér hvor lyset slipper skoven, kan du høre den før du ser den: et dybt, klagende “ho-hooo”. Det er natuglen, skovens faste nattevagt. Den lever her hele året, i de åbne løvskove og gamle parker, hvor den glider lydløst mellem stammerne på jagt efter mus, muldvarpe og småfugle.

Med sit runde hoved, den tætte krop og de store, sorte øjne ser natuglen næsten ud som en lille skovånd, når den sidder tæt ind til en stamme og hviler sig i dagtimerne. Opdager småfuglene den, samler de sig omkring den med ophidset skælden ud – de ved, at den om natten er en dygtig jæger.

Om foråret kan du være heldig at møde ungerne, mens de stadig er dækket af hvide dun og endnu ikke flyver sikkert. De kan sidde lavt i træerne eller helt nede på skovbunden, hvor de klatrer op ad stammerne med deres stærke kløer, mens forældrene fodrer dem. Selvom de kan se lidt hjælpeløse ud, har de det som regel helt, som de skal – de hører stadig til i skoven.

Skovmåren er et mellemstort rovdyr i mårfamilien, og arten er overvejende nataktiv og knyttet til skov. Den er lynhurtig og adræt, jager blandt andet fugle og egern, og spiser ellers smågnavere, frugt, bær, æg, insekter, padder, krybdyr og ådsler. Siden 1934 har den været totalfredet, og den er rødlistet. Den er cirka på størrelse med en kat, om end noget lettere, og så har den en slank krop, store trekantede ører, en busket hale og brun pels med en karakteristisk gullig halsplet. Den forveksles indimellem med husmåren, men skovmåren er slankere og har sort snude og større øre end sin slægtning. Skovmåren kan blive op til 10 år i naturen, men de fleste danske bliver sjældent ældre end 5 år.