Nye ynglesteder til mursejlerne

Mursejleren er en af fugleverdenens globetrottere og en fantastisk flyver. Nationalpark Kongernes Nordsjælland har rundt om i nationalparken fået sat i alt ca. 120 redekasser op for at hjælpe arten, der er truet af mangel på redepladser.

Mursejleren lever hele sit liv i luften, bortset fra de få uger, den er på rede. Fotograf: Lars Rudfeld

Mursejleren er et markant indslag i byens natur. Den aerodynamiske fugl opleves bedst i højsommeren, hvor hujende flokke i stor fart flyver over byens tage. Den kan flyve over 100 km i timen og er en af Europas hurtigste fugle. Den kan også ses på insektjagt over søer og vandhuller.

Mursejleren er i Danmark helt afhængig af menneskeboliger. Eller rettere huller i murværk og under tagsten, hvor den har sin rede. Den slags reder er ved at forsvinde, og mursejleren med dem. Selvom der bliver stadig mere by, forsvinder ynglesteder hastigt i takt med, at bygninger renoveres og isoleres, og evt. hulrum lukkes af. I Danmark er arten gået tilbage med > 30 % over de seneste 10 år og er nu klassificeret som næsten truet. I andre lande står det endnu værre til – i England er arten nu klassificeret som decideret truet.

 

Redekasser ud over hele nationalparken

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har besluttet sig for at bidrage til at rette op på manglen på ynglesteder. Nationalparken har derfor i samarbejde med organisationen mursejlerne.dk gennemført en kampagne for at skabe flere ynglesteder for mursejlere.

Mursejlerne.dk har for nationalparken sat i alt 120 redekasser op, især på offentlige bygninger i alle nationalparkens fem kommuner. Vi har haft særligt fokus på bygninger med demonstrationsværdi, f.eks. undervisnings- og kulturinstitutioner, offentlige bygninger, men også private bygninger, som er synlige for offentligheden.

Projektet er gennemført først og fremmest med værdifuld hjælp fra både foreninger, private og lokale beredskaber til at sætte kasser op. Skoler, biblioteker, foreninger, virksomheder, institutioner og sågar Fredensborg Slot, der har lagt gavle til at få sat nye boliger op til mursejlere, er med eksemplets magt med til at udbrede budskabet om behovet for at gøre en indsats for en truet fugleart.

Projektet er et demonstrationsprojekt, og håbet er, at private og myndigheder lader sig inspirere til at følge op med tilsvarende hjælp til den fascinerende fugl.

14 dage i luften til Afrika

Mursejleren lever hele sit liv i luften, bortset fra de få uger, den er på rede. Fuglen fanger insekter, parrer sig og sågar sover i luften. I 9 måneder om året opholder mursejlerens sig i det vestlige og centrale Afrika, men i maj begynder de første mursejlere at ankomme til Danmark. I slutningen af august forlader de fleste mursejlere landet og tager det mere end 7.000 km lange flyv til Afrika i ét stræk – op til 800 km/dag!

Opsætning af mursejler-redekasser på Værftshallernes bygninger i Helsingør. Fotograf: Jesper Toft

Her har nationalparken fået sat redekasser op til mursejlere:

Helsingør Kommune (bl.a. med hjælp fra Helsingør Kommunale Beredskab)

Hellebæk, Hornbæk og Snekkersten skoler
Værftshallerne
Flynderupgård
Hornbæk Golfklub
Gribskov KommuneEsrum Mølle (med hjælp fra Storkene.dk)
Gilleleje Golfklub
Fredensborg Kommune (bl.a. med hjælp fra Nordsjællands beredskab)Krogerup Højskole
Skolen på Slotsvænget
Fredensborg Slot (driftsbygninger)
Hillerød Kommune (med hjælp fra Frederiksborg Brand og Redning)Hillerød Vest Skolen, Gadevang
Skovskolen, Nødebo
Kulsviergården
Halsnæs KommuneFrederiksværk Gymnasium
Lynæs Værft
Frederiksværk Bibliotek
Paraplyen (Jernbagegade 2A)
Frederiksværkhallerne

Hvad kan du gøre?

Hvis du er interesseret i at hjælpe mursejleren, kan du læse mere om dens liv, redekasser og mursejlervenlig bygningsdrift på mursejlerne.dk.

 

Vil du vide mere?

Kontakt nationalparkens projektleder for natur Lars Rudfeld, hvis du kunne tænke dig at vide mere om vores arbejde med bedre levevilkår for dyrene i nationalparken eller øvrige naturprojekter. Vi hører også meget gerne fra dig, hvis du har ideer til nye naturprojekter eller kunne være interesseret i at stille noget af dit areal til rådighed til ny eller bedre natur.