Nationalpark Kongernes Nordsjælland udgøres i høj grad af den mangfoldighed af planter og dyr, der findes her, og derfor er dette møde med nationalparken dedikeret til tre af de arter, som lever her. Mere specifikt skal vi have fat på tre sjældne edderkopper, som er fundet i Teglstrup Hegn af araknolog og biolog Frederik Leck Fischer, der er i gang med at kortlægge nationalparkens edderkopper.
De tre edderkopper er fundet i forsommeren, som er en af fremkomstperioderne for danske edderkopper. Her er det de mindre edderkopper, der kommer frem, mens den anden fremkomstperiode – det tidlige efterår – tilhører de større edderkopper.
Herunder vil du blive introduceret til glødespringeren, jaguaredderkoppen og egeløbeedderkoppen, der alle hører til den mindre slags - den mindste er ikke engang 3 mm lang. Førstnævnte er aldrig tidligere registreret i Danmark, og de to andre er sjældne syn pga. manglende levesteder.
Du kan læse mere indgående om de tre arter herunder, og til allersidst kan du læse mere om, hvorfor edderkopper er vigtige for biodiversiteten.
Nedenstående edderkoppebeskrivelser er forfattet af Frederik Leck Fischer.
Glødespringeren
Glødespringeren (Talavera parvistyla) er en af Danmarks mindste og mest kryptiske arter af springedderkopper. Arten blev første gang fundet i Danmark i Teglstrup af Frederik Leck Fischer, men at arten ikke er blevet fundet før nu skyldes formentlig dens lille størrelse. Glødespringeren er nemlig mindre end 3 mm lang.
Glødespringeren har en rød grundfarve, der dog kan være svær at se grundet de gråhvide hår, der dækker det meste af kroppen. Hannen har en rød ”maske” aftegnet omkring front-øjnene, har generelt mørkere forben, og er mere tydeligt rød og ”gløde-agtig” af udseende end hunnen. Både han og hun har tydeligt stribede ben, men hunnerne er mere grå og ”kedelige” i deres farvespil, og de kan også nemt forveksles med pyjamasspringeren (Talavera aequipes), som kan findes i de samme miljøer.
Springedderkopper er en særlig familie af edderkopper, der er kendetegnet ved deres store frontøjne og deres evne til at springe. De store øjne giver dem fantastisk syn, og med dem kan de afstandsbedømme effektivt, hvilket er en helt essentiel evne, når man jager ved at springe på sit bytte.
Glødespringeren kendes særligt fra tørvemoser af høj kvalitet. Her springer den rundt i toppen af spaghnum-mosser. Det er et rovdyr, der springer på bytte, der er mindre end den selv, indsprøjter gift og fordøjelsesenzymer, og derefter suger det opløste bytte i sig. Når man er under 3 mm, er der dog ikke mange ting mindre end en selv, som man kan jage. Man må gå ud fra at glødespringerens primære bytte består af de tusindvis af mikroskopiske springhaler, mider og anden edderkoppeyngel, der også kalder spaghnum-mossen sit hjem.
Talavera-arter lægger ikke mange æg ad gangen. Deres lille størrelse tillader simpelthen ikke en stor ægproduktion. Æggene lægges i et lille rugekammer vævet af spind fra artens spindevorter. Når et æg er klækket, og en lille glødespringer er kommet til verden, går der ikke mange hudskifter, før den er fuldvoksen, og derfor må det antages, at glødespringeren kan have adskillige generationer på en sommer.
Når arten ikke er på jagt, hviler den i en selv-spunden ”sovepose” i sprækker i tørvemosen, og om vinteren overvintrer arten formentlig i lune lommer af spaghnum-mos, hvor temperaturen forbliver over nulpunktet.
I Skidendam Højmose havde Frederik bevæbnet sig med en omdannet løvstøvsuger, der kunne suge små edderkopper op fra tørvemosen. Det gjorde det muligt at fange små edderkopper, uden at han behøvede at se dem. Det resulterede i 20+ individer af glødespringeren på mindre end 10 minutter. Arten er altså meget talrig i Skidendam Højmose.
Jaguaredderkoppen
Jaguaredderkoppen (Hygrolycosa rubrofasciata) er med sin gule grundfarve og mørke pletter en af Danmarks smukkeste jagtedderkopper. Hunnerne har de tydeligste aftegninger, hvor hannerne er mere mørke og udtværede, og de kan blive mellem 5 og 6 mm lange. Med den smukke udsmykning kan jaguaredderkoppen ikke forveksles med nogen anden dansk edderkop.
Jagtedderkopperne er en familie af aktivt jagende edderkopper. De jager som regel ved at stå stille, vente på bevægelse fra bytte, vende sig mod byttet sådan at de kan ”scanne” det med deres store øjne, for så at løbe efter det, nedlægge det, og lamme det med et bid fra de giftfyldte kæber.
Arten lever udelukkende i fugtige omgivelser (deraf hygro = fugt, i dens videnskabelige navn), og her hovedsageligt tørvemoser. I disse moser finder man som regel arten i det yderste bælte af den lysåbne sumpskov, der omkranser mosefladen. I skygge fra birk, dunhammer, gran og lignende løber arten rundt på spaghnum-mos i jagten efter bytte. Trods artens tydelige farver og jaguar-agtige prikker, er den faktisk svær at få øje på sådanne steder, medmindre man ser den i bevægelse.
På engelsk kaldes arten drumming wolf spider, hvilket på dansk kan oversættes til ”den trommende jagtedderkop.” Hannerne trommer nemlig på visne blade for at vinde hunnernes gunst. Dette gøres ved at vibrere bagkroppen mod et vissent blad eller lignende. På undersiden af bagkroppen sidder specialiserede hår, der forstærker lyden, og hannens trommen skulle siges at være hørbar for mennesker under ideelle betingelser. Hunnen svarer igen med sin egen lavmælte trommen, og de to køn indgår altså i en parringsduet, som i den form ikke rigtigt kendes fra nogen anden dansk edderkop.
Efter parringen bærer hunnen sine linseformede ægsæk i spindevorterne på bagkroppen. Så kan det se ud som om, at hunnen har to bagkroppe, men den ene er altså bare hendes æg, som hun ved denne transportform kan flytte rundt. Sådan flyttes de rundt i sol og skygge for at opnå den ideelle temperatur til deres videre udvikling. Når æggene i ægsækken er klækket, bider hunnen hul på det beskyttende silke omkring dem, og ungerne kravler op på ryggen af hende, hvor de sidder og deler føde med hende i nogle dage. Herefter spreder de sig til nye områder.
Arten er ualmindelig i hele dens udbredelsesområde, da den er knyttet til de skove, der findes i og omkring stærkt truede sphagnum-moser og lignende vådområder. I Danmark er arten meget sjælden. Med kun 6 kendte lokaliteter og få tilbageværende lokaliteter, hvor det antages, at den kan være overset, er den rødlistet som sårbar. Arten var på Sjælland kun kendt fra Holmegaards mose, før Frederik Leck Fischer fandt en reliktbestand i den store højmose Skidendam i Teglstrup Hegn, Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Egeløbeedderkoppen
Egeløbeedderkoppen (Philodromus praedatus) er med hunnens lyse, orange farve og stribede ben en af vores flottere løbeedderkopper. Hannerne er mere brune med et bronze-agtigt skær, og har væsentligt længere ben end hunnerne. Begge arter har et mere eller mindre synligt mørkt hjertemærke forrest på bagkroppen, og de bliver hhv. mellem 3.5-5 mm (hannen) og 4-7 mm (hunnen). Arten kan være meget svær at skelne fra den meget almindelige Philodromus aureolus, en art der findes i alle tænkelige habitater.
Løbeedderkopper er kendetegnet ved at være affladede, langbenede og deres bevægelser ekstremt hurtige. De jager ved at nedløbe deres bytte, og bruger kun spind som sikringstråd og til at pakke æggene ind i en ægsæk.
Egeløbeedderkoppen lever sit liv i trækronerne af soleksponerede løvtræer, hovedsageligt gamle bredkronede ege. Dette sætter en naturlig grænse for, hvor arten kan findes, da lysstillede gamle ege kun udgør en meget lille procentdel af det danske areal. Arten sidder ofte på undersiden af blade og kviste, og når insekter sætter sig på de soleksponerede blade for at ”slikke sol,” løber egeløbeedderkoppen frem i fuld fart og overfalder det intetanende bytte med et giftigt bid. Er man vidne til løbeedderkoppernes ekstreme accelerationsevne, er man ikke i tvivl om, at det må være blandt de hurtigste i hele dyreriget.
Hannens væsentlige længere ben har to funktioner – først og fremmest er det hannerne, der opsøger hunnerne, og der giver det mening at have længere ben til at rejse længere distancer. Ved mødet med en hun, løber hannen efter hende, og med benene laver han et slags bur rundt om hende, så hun ikke kan undslippe. Efter parringen spinder hunnen en flad ægsæk, som hun vogter over frem til at æggene klækker.
Egeløbeedderkoppen havde frem til 2023 kun 5 kendte fund fra Danmark, hvoraf kun to fund var fra Sjælland, og arten blev først registreret i Nationalpark Kongernes Nordsjælland i juni 2024. I Teglstrup Hegn blev den banket ned fra en hassel under et stort gammel egetræ. Få dage efter blev arten fundet ved Asserbo Slotsruin og ved Bølleljungen i Tisvilde Hegn, begge steder på bredkronede, soleksponerede egetræer.
Egeløbeedderkoppen er rødlistet som DD (data deficient), hvilket betyder, at det har det været svært at vurdere artens status og eventuelle trusler, da rødlisten blev lavet. De nye bestande fundet i 2023 og 2024 har fordoblet vores viden om artens udbredelse, og det tegner et mere positivt billede af artens status i Danmark. Der er dog ingen tvivl om, at artens foretrukne levested - gamle lysstillede ege - fortsat er en sjældenhed i Danmark, og at det sætter nogle begrænsninger for artens udbredelsesområde. De mange gamle ege i Nationalpark Kongernes Nordsjælland vurderes til at have en afgørende betydning for artens tilstedeværelse på Sjælland.
Vigtigheden af edderkopper
Edderkopper har længe været et overset dyr, og i populærkulturen er de ofte fremstillet som farlige og uhyggelige. Der er dog ingen af Danmarks edderkopper, der er det mindste farlige. Tværtimod bidrager de til et sundt økosystem, fordi de er, hvad Frederik Leck Fischer kalder ”toprovdyr i miniland”.
I alle økologiske undersøgelser bruger man netop tilstedeværelsen af toprovdyr til at afgøre, om der er tale om et sundt økosystem. Toprovdyrene indikerer, at fødekæden i det givne økosystem er mere eller mindre intakt, og at der derfor finder en naturlig regulering sted. Toprovdyr kan fx være ulve, bjørne og løver, men de findes også i en mindre størrelsesorden, fortæller Frederik Leck Fischer:
”De små rovdyr er mindst lige så vigtige for at regulere. Det er selvfølgelig en anden størrelsesorden, men edderkopper spiser millioner, hvis ikke milliarder ton insekter om året. På den måde er edderkopperne faktisk med til at sikre, at plantesamfundet ikke kollapser. Man kan forestille sig, hvad der ville ske, hvis alle plantespisende insekter fik frit løb, og der ikke var nogen rovdyr til at spise dem.”
Frederik Leck Fischers undersøgelser af edderkopper i Nationalpark Kongernes Nordsjælland er derfor med til at sætte fokus på, hvad man kan gøre for at passe på edderkopperne. Ovennævnte arter er fx afhængige af lysåbne skove og tørvemoser af høj kvalitet, og det understreger betydningen af denne type levesteder for biodiversiteten i nationalparken.
Udover undersøgelserne i Teglstrup Hegn har Frederik Leck Fischer også kigget på edderkopperne i Gribskov og Tisvilde Hegn, hvilket man kan læse mere om i denne rapport. I Tisvilde Hegn fandt han desuden også to nye arter for landet.