Vær med til at forme fremtidens nationalpark

Henover efteråret inviterer Nationalpark Kongernes Nordsjælland til en række arrangementer, hvor lokale borgere, samarbejdspartnere og andre interesserede kan møde ansigterne bag nationalparken og få en uformel snak om, hvordan nationalparken skal udvikle sig frem mod 2032.

Har du en idé til, hvordan nationalparken skal se ud i fremtiden? På et fyraftensmøde d. 28. august kl. 17 får du en enestående mulighed for at dele dine drømme og tanker om, hvordan nationalparken skal udvikle sig frem mod 2032 - særligt med fokus på Arrenæs, Arresø Kanal og Frederiksværkområdets udvikling - til glæde for i naturen, kulturen, friluftslivet.

Mød nationalparken ved Ågabet

Tidspunkt: Torsdag d. 28. august 2025 kl. 17.00-18.30
Sted: Sørupvang 24, 3300 Frederiksværk
Tema: Udviklingen af Arrenæs, Arresø Kanal og Frederiksværkområdet

Ny nationalparkplan på vej

Det er Nationalparkplanen, der sætter retningen for hvilke projekter, der arbejdes med i nationalparken. Den nuværende plan gælder til og med 2026, og derfor åbner nationalparken nu døren til næste kapitel. Inden processen med en ny Nationalparkplan for 2027-2032 går i gang, inviteres offentligheden til at komme med input.

Flere arrangementer i efteråret

Fyraftensmødet er det første i en række af anledninger til at møde nogle af de mange ansigter bag nationalparken og få en uformel snak om, hvordan nationalparken skal udvikle sig i den kommende planperiode. Følg med på nationalparkens hjemmeside, hvor flere datoer bliver offentliggjort med mulighed for at møde repræsentanter fra nationalparken.

Du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen:

  • D. 7. september til Naturens Dag på Krogerup Højskole
  • D. 30. oktober til Nationalparkdag