Naturgræsning Q&A

Drøvtyggere og heste lever af at græsse, og de skaber samtidig en dynamik i det åbne land, der er med til at holde arealer lysåbne. De æder græsset og andet plantemateriale, fordøjer det og skider det ud igen og fremmer på den måde urtevegetationen, fordi de holder græsset i ave. Mange steder i landet har græsset overtaget, hvilket gør, at vi får en mindre mangfoldig natur. Græs klarer sig godt i den danske jord, fordi jorden er næringsrig, og græs kan godt lide næring. Næring er mange steder blevet tilført kunstigt gennem mange års landbrug, og der kommer også kvælstof fra luftforurening. Med naturgræsning forsøger man at holde græsset i ave, og de græssende dyr hiver samtidig næring ud af jorden igen ved at spise græsset, som har optaget noget af næringen fra jorden. Dermed kan naturgræsning give en mere varieret flora og dertilhørende dyreliv, fordi flere typer af planter får plads, og fordi jorden får mulighed for at genopnå en naturlig balance ift. næring.

Græsning efterligner tidligere tiders naturlige dynamikker, hvor store græssere gik frit rundt i naturen og var med til at holde naturen lysåben. Der er forskel på, hvordan forskellige typer af græssere påvirker naturen. I dette projekt vil der være fokus på robuste husdyr såsom kvæg og heste, der kan agere en slags erstatning for deres vilde forfædre som urokser og vildheste og være med til at skabe mere variation i landskabet.

Det kan lyde lidt modsigende, men i forhold til at skabe en varieret flora og fauna, så er det en god ting, hvis jorden er næringsfattig. Man kalder det endda også at udpine jorden. Sagt lidt groft, så gælder det som hovedregel, at hvis jorden er meget næringsrig, så er det meget artsfattigt – og vice versa. Mange års landbrug har gjort jorden næringsrig, fordi man har tilført næringsstoffer ved gødskning, da man netop har ønsket at fremme én bestemt type plante som fx korn. Store områder med kun få arter af planter giver dog en ringe mangfoldighed, og for mange typer af dyr betyder det også mangel på bestemte typer af føde eller levesteder.

Der findes også naturligt forekommende næringsrige miljøer i naturen, men set fra et naturmæssigt perspektiv er der i det aktuelle danske landskab et næringsoverskud, og det skyldes dels dyrkningen i landbruget, men også forurening fra luften. For at nå tilbage til en mere naturlig variation i landskabet bliver man derfor nødt til at udpine jorden. Det findes der forskellige metoder til, og græsning er bare én. Man kan også slå med le eller maskine, hvis man vel at mærke fjerner det, man har høstet, ligesom man kan plante bestemte afgrøder, der trækker næringen ud af jorden, og høste dem. Ved græsning skaber man både levesteder, samtidig med at man udpiner jorden over tid, fordi de græssende dyr indoptager næringen fra jorden gennem det græs, de spiser. Det kan tage op mod 20-30 år at skabe næringsfattig græsland som fx overdrev og enge. Nogle steder kan det dog gå hurtigere, fx hvor der er sandet jordbund.

Græsning skaber en naturlig forstyrrelse i naturen, som giver flere arter mulighed for at få plads, og på den måde får vi større mangfoldighed i naturen. Dyr og planter indgår i økosystemer med indbyrdes afhængigheder, og derfor er alle dele af økosystemet vigtige (læs mere om bl.a. økosystemer her). Der er flere elementer ved græsningen, som bidrager til at skabe bedre levesteder og mere mangfoldighed:

• Ved græsning bliver græsset holdt i ave, hvilket giver plads til, at andre arter af planter kan komme op, hvilket igen kan udgøre levesteder eller føde for andre dyr som fx vilde bier og sommerfugle.
• Græssende dyr træder rundt i jorden, og de river og bider i vegetationen. Dette kan give bar jord, som solen kan varme op, hvilket både giver spiringsmuligheder for planter samt opholdssteder for fx insekter, der har brug for varmen fra solen.
• Når græssende dyr fordøjer græsset, kommer der også noget ud i den anden ende. Lort er en naturlig del af livet i naturen, og mange smådyr er knyttet til at nedbryde ekskrementer, og disse får derfor også levesteder gennem græsning.
• Græsning er med til at trække næringsstoffer ud af jorden, hvilket bidrager til en mere naturlig variation i landskabet (se spørgsmålet ”Græsning hiver næring ud af jorden. Er det en god ting?”)

Det er vigtigt, at der er styr på, hvor mange dyr der græsser et areal, hvis man vil fremme biodiversiteten. For mange dyr kan betyde, at et areal nærmest bliver til golfbane – dvs. hvor både græs og urter bliver spist. For få dyr kan betyde, at dyrene ikke kan følge med væksten i græsser og buske, så der med tiden bliver tæt, mørkt krat. Hvor mange dyr der skal til, afhænger bl.a. af, hvor næringsrigt arealet er, og om det fx kan tåle mange dyr i en overgangsperiode.

En lang række arter får bedre vilkår gennem naturgræsning, og nedenstående er kun et lille udsnit. Fx får mange urter nemmere ved at klare sig, når græsset ikke har helt så meget plads. Det kan fx være blomstrende urter som perikon, kællingetand, blåhat, musevikke, almindelig knopurt og gul snerre, der alle er nektarplanter, som er vigtige for insekter, vilde bier og nogle arter af sommerfugle. Sommerfugle fra blåfuglefamilien er fx vilde med planten kællingetand.

Øgningen af insekter er også godt for en række fugle. Stæren er gået meget tilbage i det åbne land i Danmark, fordi der mangler de store insekter, som den lever af, samt lysåbent græsland, som den kan gå rundt i. En anden fugl i nationalparken, som nyder godt af effekterne af græsning, er rødrygget tornskade. Denne art holder typisk til i busklandskab og er afhængig af store insekter som oldenborrer og græshopper. Disse trives, hvis der kommer sol til jorden, og derfor kommer der flere af dem ved græsning. Græssende dyr er også med til at holde busk og tjørn nede, så den rødryggede tornskade kan komme rundt i sit habitat. Den bruger nemlig tjørnebuske til at spidde de store insekter på tornene, så den har madpakker til senere. Den skal kunne fange insekterne på åbne partier, og det er ikke muligt, hvis arealerne gror for meget til.

Og det er ikke kun over jorden, at græsning giver bedre vilkår. I jordbunden sker der også en øgning af både mikroorganismer og større organismer som fx skolopendre og bænkebidere. Det skyldes både græsningen, men selvfølgelig også at jorden på græssede arealer ikke pløjes.

Naturen i det danske landskab er trængt, og mange af de tilbageværende naturområder er små og ligger spredt i det åbne land med stor afstand – en afstand, der kan være afgørende for, om forskellige arter kan spredes og trives. En anden faktor for naturens dårlige tilstand er, at mange af de tilbageværende naturområder gror til, og der derfor bliver mindre af såkaldt lysåben natur, hvilket er en trussel for en lang række dyr og planter, der har brug for åbne naturarealer for at kunne trives. Nationalpark Kongernes Nordsjælland går derfor ind i dette pilotprojekt om naturgræsning for at bidrage til biodiversiteten og bedre sammenhæng mellem naturområder i Nordsjælland.

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og udføres i samarbejde med nationalparkens fem kommuner: Halsnæs, Hillerød, Gribskov, Fredensborg og Helsingør, der sammen med nationalparken også bidrager økonomisk til projektet. Der vil i projektet være fokus på især mindre naturarealer – både inden for og uden for nationalparken – som kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng mellem større naturområder, så arter bedre kan sprede sig. Ved at skabe bedre natur på små områder, der ligger mellem større naturområder, kan man skabe trædesten for arter, så de kan sprede sig på tværs af Nordsjælland. Med tiden kan man måske ovenikøbet få kædet de små arealer sammen med større naturområder, så sammenhængen bliver yderligere styrket. Der vil i projektet blive fokuseret på at ”aktivere” arealer til græsning, der kan optimere sammenhænge i landskabet.

Konvertering af landbrugsområder til natur vil også indgå i projektet, hvor det kan bidrage til at understøtte sammenhæng i naturen. Det kan fx ske ved at udvide eksisterende naturområder eller binde dem sammen. Det kalder man også at ekstensivere et areal, og det spiller godt ind i dagsordenen omkring den grønne trepart, der bl.a. handler om, at mere af det danske areal skal omlægges til natur.

Græsning kommer i mange forskellige typer, og det er ikke alle, der har en lige god effekt på biodiversiteten. I dette projekt er der fokus på ekstensiv græsning, hvor der arbejdes med at finde en passende mængde dyr til mængden af foder på arealet. Der skal helst være gnavet i bund på arealet omkring marts, og derefter må der kun græsses ”svagt”. Når sommeren er slut (fra medio/slut september), kan der græsses igennem igen frem mod marts. Det er et forsøg på at efterligne en græsning, der ville forekomme i vild natur. Græsningen kan tilrettelægges som helårsgræsning eller en kombination af sommergræsning, vintergræsning og andre periodeafgrænsninger med forskelligt græsningstryk, og her afhænger mulighederne meget af typen af areal.

I dette projekt vil der ofte være tale om små arealer, som ikke nødvendigvis kan bære, at der går græssende dyr hele året rundt. Derfor kan man forsøge at efterligne dynamikkerne fra helårsgræsning ved at flytte dyrene rundt mellem de forskellige små arealer (rotationsgræsning). Man kan se det lidt som en skål med Matadormix: I starten ryger lakridserne og de røde vingummier, men langsomt bliver hele skålen spist. Jo længere tid græssende dyr får lov at gå ude på et areal, jo mere af ”Matadormixen” får de spist. De nøjes altså ikke kun med at spise det lækre sommergræs, men spiser også buske og træer, hvilket gør, at arealerne bliver holdt lysåbne.

En anden type græsning kan også komme på tale, hvor en større mængde græssende dyr bliver sat ud på et areal i kortere tid og græsser helt i bund, særligt hvis man ønsker at udpine et areal hurtigt (fjerne næringsstoffer gennem dyrene). Dette har dog ikke på lang sigt den samme gode effekt for biodiversiteten, og efter udpining vil græsningstrykket skulle tilpasses arealet.

Græssende dyr spiser på forskellige måder. Fx er der nogle, der river græsset op med tungen, mens andre nipper med tænderne. Derudover er der forskel på, hvor dybt der græsses, hvor meget dyrene tramper, samt hvad dyrene bedst kan lide at spise. Får går fx målrettet efter urter, mens kvæg og heste har en lidt bredere smag. Det har alt sammen betydning for, hvordan naturen udvikler sig i et område.

I dette projekt vil der primært være fokus på kvæg og heste, da de græsser bredt og skaber en stor variation. Der findes ikke mange malkekvæg i Nordsjælland, og derfor vil der typisk være tale om kødkvæg, der også ofte er mere robuste og derfor kan holde til at være ude længere. På den måde minder de også mere om de oprindelige græssende dyr, som naturgræsning forsøger at efterligne. Det kan fx være kvæg af typerne Galloway, Dexter, skotsk højland og Hereford.  

Jo, pga. proportionerne af den produktion, vi har i dag. Køerne afgiver metan, som er en drivhusgas, og derfor er der generelt fokus på at reducere mængden af køer. Alle køer udleder metan, men der er stor forskel på, om en ko står indenfor og spiser importeret soja, eller om en ko er ude i naturen og er med til at bidrage til at skabe bedre biodiversitet.

I forbindelse med naturgræsning, hvor køerne bidrager til naturpleje, vil der være tale om få køer ift. arealet, og når køerne får lov til at gå ude, så sker der en binding af CO₂ i græslandet, som er med til at tippe skalaen den anden vej. Der sker både en binding af CO₂ i græslaget og dybere i jorden, fordi der også kommer et naturligt svampeliv ved naturgræsning. Der er diskussion om, hvorvidt en naturplejeko kan være CO₂-neutral, eller om der fortsat er en nettoudledning, men dertil kommer, at naturplejekoen samtidig forbedrer biodiversiteten. Det handler om at finde en balance.

Projektet vil primært have fokus på typer af kvæg og heste, som er forholdsvis robuste og derfor ville kunne gå ude store dele af eller hele året, forudsat der er føde nok. Det skal desuden siges, at det slet ikke er sikkert, at dyrene i projektet kommer til at gå ude hele året, i hvert fald ikke på alle arealer. Arealernes størrelse har stor betydning for, hvorvidt det er muligt med helårsgræsning, og fordi dette projekt i høj grad vil omhandle mindre arealer, så er det ikke sikkert, at reel helårsgræsning bliver aktuelt – om end vi vil forsøge at efterligne dynamikkerne fra helårsgræsning (se spørgsmålet ”Hvilke forskellige typer græsning findes der?”). Uanset hvornår dyrene går på arealerne, skal der bl.a. være adgang til vand, ly og tørt leje. Det gælder naturligvis også i dette projekt (se spørgsmålet ”Hvordan sikrer man dyrevelfærden?”).

Nej. Rewilding er et begreb, hvor man lægger op til, at naturen skal være selvforvaltende. Det er ikke tilfældet med dette naturgræsningsprojekt. Græsning indgår som et vigtigt element i rewilding, hvor man også efterstræber at genskabe oprindelige, naturlige dynamikker med store græssende dyr, der holder naturarealer lysåbne. Rewilding er dog ikke nødvendigvis et element i græsning. Generelt kan man sige, at man sagtens kan have græsning uden rewilding, men man kan ikke have rewilding uden græsning. 

Der gælder helt klare regler efter dyrevelfærdsloven, som deltagerne i projektet skal leve op til. Dyrevelfærdsloven indeholder både regler om fx tilsyn, faciliteter, tilgængelighed til vand, huld og lignende. Disse regler skal selvfølgelig være overholdt i nationalparkens projekt, og ansvaret for dyrene er i sidste ende dyreholderens. Når det kommer til landbrugsstøtte, afhænger ansvaret af de aftaler, der indgås. I dyrevelfærdsloven fremgår det fx, at man skal føre tilsyn med dyrene. For heste gælder det, at de skal tilses dagligt, mens kvæg skal tilses jævnligt.

Nej, det er der ikke lagt op til i dette projekt. Det vil være eksterne dyreholdere eller lodsejerne selv, der ejer dyrene eller har ansvaret for dem. Her kommer det også an på, hvilke aftaler der bliver indgået mellem dyreholdere og lodsejere.

Ja. For at sikre, at dyrene bliver inden for det afgrænsede areal, hvor der skal græsses, skal der sættes hegn op. Fordi projektet primært fokuserer på græssende dyr som kreaturer og heste, er det dog ikke særligt store hegn. Der vil typisk være tale om 2-tråds- eller 3-trådshegn, som når op i en højde af omkring 80-90 cm, og som navnet angiver, består hegnene af vandrette tråde og altså ikke maskehegn eller lignende.

Mange af arealerne i dette projekt vil være privatejede, og derfor vil hegningen ikke begrænse adgangen til naturen, da offentligheden i forvejen ikke har adgang til disse områder. Hvis kommunalt ejede arealer kommer med i projektet, må det forventes, at der fortsat vil blive sikret adgang, fx ved at opsætte klaplåger eller lave passager, så folk fortsat kan komme til arealerne og nyde naturen. At gå igennem en klaplåge gør også, at besøgende bliver opmærksomme på, at her færdes græssende dyr, og kan tilpasse deres adfærd herefter (se spørgsmålet ”Hvordan færdes man i områder med græssende dyr?”).

Med 2-tråds- og 3-trådshegn, som vil være det typiske i dette projekt, begrænser man ikke vildtets frie bevægelighed. Mindre dyr som harer, ræve og grævlinger kan gå under, mens store dyr som krondyr kan gå over. Opsætningen af hegn kan ændre deres adfærd, da nogle dyr godt kan finde på at gå uden om, fordi der er dyr i folden, men det er muligt for dem at passere den størrelse hegn, der er tale om i projektet. Desuden forventes mange af foldene at have en størrelse, så hegningen i sig selv ikke vil have betydning.

I nationalparkens græsningsprojekt vil flere af områderne være mindre, privatejede arealer, og derfor vil færdsel inde hos dyrene i forvejen ikke være tilladt. På de kommunale arealer vil der typisk blive sat klaplåger og informationsskilte op, så man er klar over, at man nu færdes i områder med græssende dyr.

Dyr har en naturlig komfortzone – noget du måske også kender fra dig selv. Det vil sige, at man ikke skal gå alt for tæt på græssende dyr, og generelt være opmærksom på dyrenes kropssprog. Der sker meget sjældent uheld med græssende dyr og mennesker, og langt det meste kunne undgås ved at have simple forholdsregler såsom at gå i en bue udenom, aldrig gå imellem ko og kalv, samt ikke at have hunde med ind på området eller i hvert fald holde dem i snor og sørge for, at de ikke forstyrrer eller gør ad de græssende dyr (se spørgsmålet ”Hvordan færdes man i naturen, når der er store græssere?”)

Generelt skal du forholde dig roligt, være opmærksom på dyrenes og dit eget kropssprog, og ikke fodre eller opskræmme dyrene. Her er et par tommelfingerregler til at færdes blandt store græssere:

• Giv dyrene tid til at reagere. Ofte vil de flytte sig væk fra dig, hvis der er plads til det.
• Læg mærke til, om der er kalve, som bliver afskåret fra de voksne dyr. Undgå at gå imellem ko og kalv.
• Hvis dyrene er urolige, så hold afstand. Der kan være andet i området, som har forstyrret dem.
• Hold altid din hund på sikker afstand af dyrene. Hold den i snor og før den væk, hvis den gør ad dyrene.
• Vend dig med siden til, hvis du vil berolige dyret.
• Gå/stå med front mod dyret, hvis du vil signalere, at du har brug for mere plads imellem jer.

Du kan læse mere om færdsel i græsningsområder samt hvordan du læser en kos kropssprog her.

Hvorvidt det er tilladt at tilskudsfodre, kommer an på arealet og omstændighederne. Er der fx tale om §3- eller Natura 2000-arealer, så er det i udgangspunktet ikke tilladt. Derudover skal man holde for øje, at ved at tilskudsfodre tilfører man mere næring til området, uden at der bliver taget noget væk, hvilket modarbejder et af formålene med græsningsprojektet (se under spørgsmålet ”Græsning fjerner næring fra jorden. Er det en god ting?”). Det sagt, skal man selvfølgelig holde øje med, om der er nok mad til dyrene på det areal, de går på, og om der skulle opstå tilfælde, hvor det er nødvendigt at tilskudsfodre. 

Ja, det skal de. Ifølge dyrevelfærdsloven skal dyr tilses af en dyrlæge, hvis behovet er der, og som minimum en gang om året. Her spiller dyreholderens vurdering også en rolle, da de kender deres dyr og ved, hvornår der er brug for en dyrlæges faglighed.

Man må gerne give mineraltilskud, dyrene skal altid have adgang til vand, og alt efter hvilken type græsning der er tale om, skal dyrene også have adgang til læskure eller anden form for ly og tørt leje. Det gælder fx, hvis der er tale om helårsgræsning, hvor dyrene også er ude om vinteren, men hvis dyrene kun er på græs om sommeren, gælder der ikke krav om adgang til læ.

Der er flere forskelle i forhold til græsning i dette græsningsprojekt og græsning i naturnationalparker. Begge naturnationalparker, der ligger inden for Nationalpark Kongernes Nordsjællands afgrænsning, har en størrelse, så de kan bære helårsgræsning, hvilket næppe er tilfældet på de mindre naturarealer, som dette projekt har fokus på.

Hvis man ser på den ene af de to naturnationalparker, som kommer til at ligge inden for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, nemlig Gribskov, så blev det desuden i 2024 vedtaget, at der skulle udsættes elge. Dette har både betydning for, hvilken type hegn der skal sættes op, og hvordan græsningen påvirker økosystemet. I Nationalpark Kongernes Nordsjællands projekt vil der primært være tale om græssende kvæg og heste, og altså ikke så store dyr som elge.

Der blev i 2023 lavet en ændring i dyrevelfærdsloven, som giver dispensation til, at tilsyn med græssende dyr kan ske på bestandsniveau fremfor individniveau. Dette gælder dog kun for naturnationalparker og er altså ikke aktuelt i Nationalpark Kongernes Nordsjællands naturgræsningsprojekt.

En anden vigtig forskel er, at naturnationalparkerne styres og forvaltes af Naturstyrelsen – også dem, der ligger inden for nationalparkens afgrænsning. I naturgræsningsprojektet vil det overvejende være private arealer. Vil du vide mere om forskellen på nationalparker og naturnationalparker generelt, så læs med her 

Statsarealerne, som ejes og forvaltes af Naturstyrelsen, tæller nogle af de store områder i Nationalpark Kongernes Nordsjælland som Gribskov og Hellebæk Kohave. Naturstyrelsen har deres egen forvaltningspraksis i forhold til græsning og har i forvejen et system til at sikre, at deres naturarealer bliver afgræsset. Som nævnt i punktet ovenfor spiller græsning bl.a. en rolle i de kommende naturnationalparker, som er på Naturstyrelsens arealer og forvaltes af dem.

Nationalpark Kongernes Nordsjællands græsningsprojekt skal ses som en udvidelse af arealet med naturgræsning i Nordsjælland, da dette projekt primært fokuserer på mindre arealer, som kan være med til at agere trædesten mellem de store naturarealer, herunder Naturstyrelsens arealer. Ved at skabe trædesten og sammenhæng vil det blive nemmere for arter at sprede sig på tværs af både større og mindre naturområder.